Jeg kan høre havet

Information

Billeder

Original titel: Umi ga kikoeru

Studie: Studio Ghibli

Instruktør: Tomomi Mochizuki

År: 1993

Genre: Drama, skole, romantik

Spilletid: 72 minutter

Baseret på: Bog

.

.

.

.

.

.

.

.

Univers

Jeg kan høre havet udspiller sig i virkelighedens Japan uden brug af unaturlige elementer. Karakterdesignet er ligeledes gjort naturtro uden for mange overdrevne ansigtsudtryk og bevægelser.

Handling

Taku bor i byen Kochi, hvor en pige fra Tokyo begynder på hans skole. Selvom han ikke vil indrømme det over for sig selv, så er han faktisk interesseret i pigen, hvis navn er Rikako, så selv da han begynder på universitetet, kan han ikke lade være med at tænke på hende.

Min mening

Hvis nogen bliver bedt om at opremse alle de Studio Ghibli-film, som de kender, så vil denne sikkert ikke være på listen, for det er simpelthen en film, som de færreste kender til. Det skyldes, at den på ingen måde skiller sig ud i mængden - den er kort sagt forglemmelig, og især blandt Studio Ghibli-film, hvor den slet ikke hører til.

Dramaet er så realistisk og low key, at det er lidt spild af tid og penge at gøre det til en film, for den slags burde man investere i at skabe mesterværker. Jeg kan høre havet ligner præcis hvad det er, nemlig et projekt. Filmen var et forsøg på at vise, at unge animatorer sagtens kunne producere en film med et lille budget og en kort deadline. De formåede alligevel både at overskride budgettet og tidsrammen, og så var det færdige produkt tilmed en forholdsvis kort film med et gennemsnitligt indhold. Yoshifumi Kondo stod et par år senere bag Hjertets Hvisken, der er en noget mere velllykket film inden for samme genre, men hans død i 1998 satte også fokus på presset inden for animationsindustrien, hvilket jo desværre var det, man udsatte holdet bag denne film for. 

Baggrundene er langt fra Studio Ghiblis standard, og animationen er ikke altid lige god, men det karakteristiske Ghibli-design er heldigvis noget, som løfter filmen op. Karaktererne er imidlertid ikke et plus, og det skyldes især pigen Rikako, der ganske enkelt er så usympatisk og øretæveindbydende, at man ikke kan forholde sig til, hvorfor hovedpersonen er besat af hende.

Filmens morale er åbenbart, at kærlighed gør blind, eller at man trods alt udvikler sig, når man bliver ældre. Det er lidt svært at vide, hvad handlingen skal fortælle os, for filmen virker ikke færdig, og fortællingen fremstår dermed som en tilfældig historie uden en større kontekst. Den føles kort sagt som de første 5 afsnit i en serie, der er mindst dobbelt så lang.

Vurdering

Favoritkarakter: Taku

Plot: 

Karakterer:

Stemmer:

Animation:

Stil:

Overordnet karakter: