Plastic Memories

Plastic Memories

Studie: Doga Kobo
År: 2015
Genre: Sci-fi, drama, romantik
Antal afsnit: 13

 

Handling:

Plastic Memories foregår i en nær fremtid i et univers lig den virkelige verden. Der er ingen overnaturlige evner eller magi, så de eneste urealistiske aspekter optræder i form af den teknologiske udvikling. Karaktererne har meget farverige og ofte unaturlige frisurer, mens de nu og da laver overdramatiserede bevægelser og ansigtstræk, men alt i alt holdes det på et simpelt plan.

18årige Tsukasa bliver ansat for et firma, der har til opgave at indhente androider, som er placeret i private hjem, hvis udløbsdato er ved at være nået efter 9 år i funktion. Teamet består af både mennesker og androider kaldet Giftia, og Tsukasa får androiden Isla som partner. Det udvikler sig til et romantisk forhold mellem de to, men desværre er Isla ved at at have gennemlevet de 9 år, hvor hun er funktionsdygtig.

 

Vurdering:

Plotmæssigt er der i denne serie lagt op til lidt af hvert. Man ved allerede tidligt, hvordan det hele kommer til at ende, så tragedien ligger allerede og lurer. Det, der gør serien speciel, er at androiderne er præcis som rigtige mennesker, men de er klar over, hvilken dato de vil udløbe – altså dø. Det sætter tingene i perspektiv for seerne, der bliver stimuleret til at tænke over, om de tager livet for givet, og om de får nok ud af det, for selvom man ikke ved, hvornår man skal dø, så er det alligevel noget man skal, hvilket androiderne er mere bevidste om og derfor har nemmere ved at acceptere. Serien tager ligeledes udgangspunkt i, hvordan man som en eksistens bare kan ophøre, men samtidig har påvirket andre i en sådan grad, at man vil leve videre i form af minder og aftryk i andres liv. Desværre er serien meget kort, hvilket gør at det hele virker meget forceret. Til at starte med er der fokus på de androider, som Tsukasa og Isla skal hente ind, og her er der flere sørgelige øjeblikke, da de nærmest er en slags bedemænd. Det ville have været interessant, hvis der var gjort mere ud af disse små sidehistorier, for pludselig skifter fokus udelukkende til Tsukasa og Islas situation, som naturligvis er trist, men det hele sker så hurtigt, at deres følelser for hinanden ikke virker dybe nok, ligesom der ikke bliver gjort nok ud af selve Islas skæbne. Der er en masse biroller, som ikke får nok opmærksomhed. Flere af dem lærer man stort set ikke at kende. De er bare levende møbler, som er til stede, mens rampelyset hviler over de to hovedpersoner. Hvis serien virkelig skulle have fungeret, så skulle den have været dobbelt så lang. Det ville have virket mere naturligt, hvis forholdet mellem Isla og Tsukasa usviklede sig over en længere periode i felten, end at det bare hænder ud af det blå, og samtidig kunne de have brugt mere tid sammen, så deres afsked ville virke mere dramatisk og sørgelig.

 

Favoritkarakter: Zack

Plot: 7/10

Karakterer: 7/10

Stemmer: 7/10

Animation: 8/10

Stil: 8/10

Overordnet karakter:

7/10

Plastic Memories133total visits,1visits today