Hvad, der gør denne film god, er at den er baseret på en virkelig fortælling om de to hunde, Taro og Jiro, som i 1958 blev efterladt på Sydpolen sammen med 13 andre hunde, hvoraf kun de to havde held med at overleve. Det er egentlig også det mest interessante ved denne film, der alt i alt er så realistisk, at den mest af alt minder om en dokumentar. Særligt fordi at der er en fortæller...
Der er samtidig tale om en afskyelig lang film på over to timer, hvilket er langt mere end nødvendigt. Den første halve time går stort set kun ud på at skildre Sydpolen, hvilket da også er et unikt syn, men eftersom størstedelen af handlingen uspiller sig på Sydpolen, virker det underligt at lave en så lang "introsekvens" for at præsentere miljøet.
Menneskerne er sådan set ligegyldige biroller. Det er hundene, der er fokusset, og det betyder desværre også, at man har udsat de stakkels dyr for diverse udfordringer for at skabe drama. Der er også eksempler på dyremishandling, hvilket ikke er til at holde ud at se. Hunde bliver eksempelvis slået og fryser efter at have været i iskoldt vand. De angriber tilmed en sæl og nedlægger en levende fugl. Det er naturligvis for at skildre virkeligheden, men når man producerer film er der også en etisk grænse, som ikke bør overskrides.
Man ser de 13 hunde dø en efter en, hvilket sker ved, at flere af dem er blevet bedøvet og langsomt døser hen, men der er eksempelvis også en hund, der drukner, hvilket ser lidt for troværdigt ud, for det arme væsen bliver åbenlyst trukket ned under vand, mens den kæmper for at komme op. Jeg kan ikke holde ud at se hunde blive udsat for den slags behandling, og måden, som hundene dør på er spekulationer, idet man aldrig fandt frem til alle lig, så de sættes udelukkende i sådanne situationer for at tilføre dramatik til en ellers kedelig film. Der er sågar et spækhuggerangreb...
Alt i alt minder det lidt om en live action udgave af Silver Fang, hvor hunde må leve i naturen og dermed bliver til vildyr med barske og tragiske øjeblikke til følge. Filmen ender heldigvis "lykkelig", men det er også tydeligt, at respekten for hundene hverken var der i 1958 eller 1983, og så er det lidt ironisk, at de faktisk blev hyldet som helte i Japan.