Denne film er mest af alt bare en historielektion, så hvis man ikke allerede har kendskab til den russisk-japanske krig, så kan dette være en god introduktion til denne. Handlingen er kronologisk og foregår uden alt for mange spring i tiden, selvom man følger krigen fra start til slut, skønt den ellers varede halvandet år.
De mange sceneskift glider sammen via en fortæller, der fylder lidt for meget, så det til tider minder om en dokumentar, til trods for at der er tale om en storfilm med et utal af statister, kendte skuespillere og overbevisende effekter. Selvom det er tydeligt, at man har anvendt modelskibe, så er de meget detaljerede og realistiske, og kostumerne er også troværdige.
Desværre er skuespillet temmelig stift, hvilket særligt gælder for de russiske skuespillere, der tydeligvis er stemmelagte, men selv de japanske skuespillere lever sig ikke ind i rollerne. I stedet spiller de åbenlyst karakterer på noget karikeret vis, og Toshiro Mifune leverer stort set samme optræden, som han gjorde som Admiral Yamamoto i filmen med samme navn, som blev udgivet året forinden.
Krigsfilm har ofte den svaghed, at de kun skildrer krig fra den ene parts perspektiv, og eftersom dette er en japansk film, er det naturligvis japanerne, vi følger. Man får derfor ikke en nuanceret indsigt i krigen og dens formål. Faktisk er dette meget dårligt forklaret, og portrætteringen af kampene og personerne virker alt for ofte som typisk nationalistisk propaganda med patriotiske undertoner.
Kun få gange er der fokus på de enkelte individer, hvilket er befriende øjeblikke, der tilføjer menneskelighed og psykologisk dybde til historien, der ellers er meget blotlagt for følelser og en dybere mening, som man ellers må formode, at en krig indeholder. Et af de bedste øjeblikke er, da man i stilhed ser en slagmark fuld af døde japanere, for der kan man for en gangs skyld fornemme snerten af et budskab, der står i kontrast til hele filmens handling.