Blodets Trone er en af Akira Kurosawas mange fortolkninger af Shakespeares værker - nærmere bestemt Macbeth, hvis handling filmen genfortæller i det feudale Japan. Dette gøres faktisk på temmelig overbevisende vis, uden at man kan fornemme, at der i virkeligheden er tale om en fortælling, der stammer fra Europa.
Akira Kurosawa er virkelig god til at gøre brug af belysning og effekter, så man ikke lægger mærke til, at det er en sort/hvid-film, og særligt brugen af tåge er virkelig overbevisende. Det mest imponerende er imidlertid anvendelsen af pile i den afsluttende scene, der virker så troværdig, hvilket ikke mindst skyldes Toshiro Mifunes skuespil. Personligt er han ikke en af mine yndlingsskuespillere, fordi jeg synes, at han ofte sidder fast i den samme karakter, men at se ham i et panikanfald pynter på min opfattelse af ham, selvom jeg synes, at Isuzu Yamada overstråler alle med sin elegante sleskhed.
Der er desværre ikke så mange actionscener i denne film. Flere vigtige hændelser foregår faktisk "off screen", så det er intrigerne, der får lov at fylde på skærmen. Dette skaber en lidt besynderlig form for dynamik, fordi man primært ser handlingen fra en enkelt persons perspektiv, så jeg synes, at der mangler nogle scener, som muligvis er blevet sorteret fra for at spare penge.
Disse er til gengæld blevet brugt på overbevisende kostumer og kulisser samt statister, så man får fornemmelsen af, at der er tale om en episk film, selvom de store og mindeværdige scener er blevet udeladt. Det er plottet og konceptet, der bærer handlingen sammen Kurosawas visuelle virkemidler, for selv efter at have færdiggjort filmen, er der ikke noget bestemt, jeg husker tilbage på som værende uforglemmeligt.
