Bright Future

Information

Billeder

Original titel: Akarui Mirai

Instruktør: Kiyoshi Kurosawa

År: 2003

Genre: Drama

Spilletid: 92 minutter

.

.

.

.

.

.

.

Handling

24-årige Nimura lever en ussel tilværelse uden decideret mening i livet, indtil hans bedste ven ender i fængslet, hvorved han overlades til sig selv og dermed bliver tvunget til at forholde sig til fremtiden.

Min mening

Dette er ikke en af Kiyoshi Kurosawas mest kendte film, og den er sådan set heller ikke lige så god som mange af hans andre, fordi det er en af den slags film, hvor det er symbolikken, der fortæller handlingen. Hvis man ikke sidder og analyserer filmen, imens man ser den, så er den kort sagt kedelig og bizar, fordi den for det meste er bundrealistisk med mange scener skudt i realtid, såsom ordløse samtaler, så man kan høre ens ur tikke i baggrunden.

Bright Future er sådan set en eksperimentel forløber til Tokyo Sonata, der ligeledes har et budskab, som skal forstås ud fra den tid, den er lavet i. Man er ganske enkelt nødt til at forholde sig til filmens elementer og sætte disse ind i samtiden, og så vil man forstå, at den handler om samfundets udfordring med den unge generation. Filmen igennem spiller brandmænd en mindre rolle, men de er i virkeligheden et symbol på ungdommen, der formålsløst driver rundt, indtil de erkender, at fremtiden er værd at se frem til, så man på den måde får mening i livet. Indtil man erkender det, er man nemlig en farlig trussel mod samfundet, fordi dettes fremtid er afhængigt af ungdommen, men derfor er det også samfundet, der må tage hånd om dem og vise dem en vej i livet.

Filmen slutter med brug af dens titel, og det kan både virke opmuntrende og ironisk, efter man lige har siddet og set den, for hele historien igennem har de ældre generationer sikkert kigget på ungdommen og tænkt, "hvad pokker skal der dog blive af verden?", så troen og håbet på fremtiden skal være gensidigt hos begge parter. Generationskløften kommer i sandhed til udtryk i filmens karakterer, men den bliver også eksplicit, hver gang nogen kører rundt i en bil, hvor der er gjort brug af to kameraer på hvert sæde, så skellet mellem folkene er tydelig.

Selve billedkvaliteten er dog generelt dårlig og svingende, og får filmen til at fremstå som en B-film. Og så er der folks håbløse påklædning, som er en stor torn i øjet, så visuelt er det ikke ligefrem en flot film.

Vurdering

Favoritkarakter: Shinichiro

Plot: 

Karakterer:

Skuespil:

Afslutning:

Det visuelle:

Overordnet karakter: