Dette er en af de mange japanske gyserfilm, der tager udgangspunkt i moderne legender, så det er ikke ligefrem et originalt plot. Det er dog en anderledes fortolkning af myten om Kuchisake-onna, hvis oprindelse man tilmed får forklaret på noget alternativ vis. Dog er filmen generelt mere tragisk, end den er uhyggelig, fordi der ikke som sådan er tale om et spøgelse, men derimod en forbandelse.
Som det er med de fleste andre gyserfilm, så bliver politiet inddraget uden grund. Det er som altid private personer, der skal opklare mysteriet, og så spørger man sig selv, hvad der kommer til at ske på det juridiske område. Mest af alt fordi at der midtvejs gennem filmen sker et mord, som ikke rigtig bliver efterforsket nærmere. Det samme gælder sådan set hændelser 30 år tidligere, som man ikke rigtig får opklaret nærmere, og så er der slutningen, som afslutter handlingen og alligevel lægger op til en fortsættelse. Det gode ved gysere er trods alt manglen på logik, men der må også gerne være lidt styr på plottet, så der bliver bundet knude på alle løse ender.
Det er en meget "lys" gyser, hvilket sådan set er rart, og Kuchisake-onna har et meget unikt design, så filmen skiller sig ud blandt andre gysere. Det er også specielt, at der er så meget fokus på børn, og at de tilmed fungerer som ofre, for ofte er børn hellige i gyserfilm, så man ved, at der ikke sker dem noget, så det er dejligt, at der bliver brudt med denne tendens. Dog er der ikke rigtig nogen forklaring på, hvad der i det hele taget er Kuchisake-onnas agenda, men det er samtidig et generelt træk i japanske gyserfilm, at der sjældent er en årsag til uhyggen. Og selvom forvirringen kan være skræmmende, så kan den også være irriterende, fordi man dermed savner mening.