Dette er for mange en klassiker inden for samurai-genren, og jeg tror faktisk også, det er nostalgien, der er medvirkende til, at så mange kan lide den, fordi det i Vesten var en af de første (og stadig en af de eneste) tidlige japanske samurai-film, vi blev præsenteret for.
Jeg går ud fra, at det er plottet og kameraføringen, der har gjort De syv samuraier til en kultfilm, for folk nu om kan næppe forstå det egentlige budskab, der jo handler om den modernicering, som Japan var tvunget til at undergå i kølvandet på Anden Verdenskrig, hvor det militære styre blev afskaffet og underlagt befolkningen, som i sidste ende fik den egentlige magt. Ironisk nok handler filmen altså ikke om samuraierne, men om bønderne, og hvordan deres fremtid blev stablet på benene af fortiden. Filmen skildrer jo krig på et lokalt plan, og viser hvorfor det både er nødvendigt og unødvendigt med et militær.
Skuespillet er desværre meget melodramatisk og teateragtigt i alt for mange scener, så troværdigheden går lidt tabt. Til gengæld er actionscenerne meget spændingsfyldte - og så har man heldigvis ikke været bange for at slå fremtrædende karakterer ihjel, hvilket altid er et plus i min bog. Karaktererne har deres egne personligheder, hvilket er positivt, men måden de kommer til udtryk på virker også meget karikeret, da man tydeligvis ønsker at markere deres forskelligheder, hvilket ikke behøves. Når man tilmed kan se, at brysthår og monobryn er malet på, så bliver det lidt for komisk, men kostumerne virker dog brugte og dermed realistiske, i modsætning til i mange moderne film, hvor de ligner noget, der er blevet syet i går. Alt i alt er en af de bedste ting ved denne film, at den ikke er "pæn". Krig er ulækkert og beskidt, hvilket man værdsætter og skildrer på autentisk vis.
