Ran er en episk klassiker af Akira Kurosawa, og personligt synes jeg, at det er en af hans bedste film, for han viser virkelig, hvad man kan skabe, hvis blot man får midlerne stillet til rådighed. En stor del af budgettet er tydeligvis blevet brugt på kostumer og kulisser, men begge dele er også betagende, og særligt brugen af farver er ekseptionel og skaber til tider vildt betagende sekvenser.
Særligt belejringen af den tredje borg er en mindeværdi scene, hvor der er gjort brug af så mange virkemidler, så lige netop denne scene brænder sig fast. Generelt er der dog mange overbevisende actionscener, selvom blodet er alt for rødt, men de stille stunder er også interessante og skaber balance i historien, der er inspireret af Shakespeares Kong Lear. At genfortælle et europæisk værk i japanske rammer på så succesfuld vis er imponerende, selvom visse elementer dog afslører, at plottet ikke stammer fra den kultur og tid, som handlingen udspiller sig i.
Der er også visse teateragtige elementer såsom skuespillet, der overordnet set er godt, men Tatsuya Nakadai er iført alt for meget makeup, så han nærmest ligner Yagyu Retsudo fra Lone Wolf and Cub-serien, der er baseret på en manga. Jeg er klar over, at Hidetoras design og adfærd er inspireret af noh-teater, men han minder mere om en butoh-danser.
Skuespillerne såvel som kamerafolkene skal have stor respekt for de lange one take-shots, hvor man på overbevisende vis føler sig som en flue på væggen i tilpas afstand til de medvirkende. Kurosawa har generelt placeret kameraerne et pænt stykke væk, så man i stort set alle scener kan værdsætte helheden i billedet og personernes plads i det.
Selvom der er tale om en film på over 2½ time, så er slutningen desværre også temmelig brat for ikke at sige antiklimatisk, men brugen af symbolik virker til gengæld gennemtænkt og velindarbejdet.
