Denne film er sådan set bare ment som en morale, der skal minde moderne mennesker om, hvor afhængige vi er blevet af teknologi, og at man sådan set sagtens kan leve en simpel tilværelse uden brug af det. Dog viser filmen også, at vi netop er afhængige af teknologi, fordi det udgør en vigtig grundpille i vores samfund, og hvis vi mister elektronik, så går et samfund i stå. Således er strømsvigt faktisk et af de mest interessante emner inden for katastrofe-genren, fordi man oplever et samfundskollaps frem for en ødelæggelse.
I Survival Family følger man imidlertid kun en enkelt familie, hvilket egentlig er lidt trist, for det er en typisk karikeret gennemsnitsfamilie med den hårdtarbejdende far, den hjemmegående husmor og de snotforkælede teenagere, der ikke besidder et eneste talent i livet udover deres evne til at være ligeglade og øretæveindbydende. Det har naturligvis en mening, for man kan på forhånd regne ud, at katastrofen har til formål at ryste den dysfunktionelle familie sammen, når de indser, hvad der er det vigtigste i livet. Det kan nærmest ikke blive mere forudsigeligt.
Det mest interessante ved filmen er egentlig at opleve, hvordan strømsvigtet påvirker samfundet. Der gøres ikke så meget ud af at vise, hvor meget elektricitet egentlig betyder, men man får i det mindste at se, hvordan virksomheder ikke kan fungere, transportsystemet går ned, skrald hober sig op, og økonomien kollapser. Scenerne i butikker viser også, hvilket ting der er fornødenheder, når det kommer til overlevelse, og det er overordnet set interessant at se, når folks overlevelsesinstinkt slår til, selvom det sjældent sættes på prøve. For den familie er godt nok en evnesvag parodi på den menneskelige races egenskaber.
I amerikanske film ser man ofte, hvordan folk går amok i et kollektivt egotrip og begynder at smadre samfundet og stjæle fra hinanden. Det sker underligt nok ikke i denne film, og jeg tror ærlig talt, at det er et realistisk bud på, hvordan japanerne i virkeligheden ville opføre sig, fordi de er så vant til katastrofer, at de altid formår at holde hovedet koldt og moralen høj. Netop derfor er supermarkedsscenerne interessante, fordi det ikke er alle hylder, der er tomme. For hvad skal man eksempelvis med skyllemiddel og maling, når det handler om at overleve? Der er også en meget mindeværdig scene med en kvinde, der nægter at tage imod et Rolex-ur i bytte for ris. For som hun siger "hvad skal man med den slags bras?". Velstand får ofte folk til at glemme, hvad der virkelig er noget værd, og det er den slags budskaber, der er filmens styrke.
Det er også interessant, at man sådan set aldrig finder ud af, hvad strømsvigtet skyldes, og at man grundet den manglende mulighed for information ikke aner, hvor langt den strækker sig. En sådan uvished må være virkelig skræmmende og er endnu en ting, som folk må tilpasse sig efter i deres søgen efter mening i den nye tilværelse, som de må indfinde sig i.
