Denne film skildrer meget godt japanernes tilgang til mentale problemer, for selvom man erkender eksistensen af dem, så har man en meget besynderlig måde at håndtere dem på. Kazuo bliver sådan set bare medicineret, imens han bliver opfordret til at løbe. Samtaleterapi eller en generel undersøgelse af hans psykiske tilstand og behov er der ikke meget af, selvom han tydeligvis er depressiv, og derfor er det da heller ikke overraskende, at problemerne kun bliver forværet.
Filmen i sig selv formår heller ikke at kaste lys over psykiske problemer ved at fordybe sig i dem. Vi observerer blot den syge og aner ganske enkelt ikke, hvad der foregår i Kazuos hoved og forstår derfor heller ikke hans reaktioner og handlinger. Det ville have været oplagt at se verden, som han ser den, så man dermed kunne forstå de problemer, han (og de andre personer i filmen) lever med. Men de forbliver ikke andet end et mysterium - måske fordi de også er det for ham selv, for han virker underligt nok tilfreds med tilværelsen, selvom han er træt af den.
Det er dog mest Kazuos kone, man har sympati for, for det er i sidste ende hende, der er det sande offer for hans psykiske sygdom. Desværre giver filmen også indtryk af, at det bare er noget, man må lære at leve med, medmindre man vil kappe forbindelsen til den syge, som forbliver utilregnelig. For der er åbenbart ikke nogen magisk måde at gøre folk raske, selvom filmens afslutning giver anledning til håb såvel som frygt.
Denne skal dog nok tolkes symbolks, for at motion skulle kurere en er en utopisk forestilling, idet man er nødt til at forholde sig til aspekter som tidsalderen, miljø og personlighed, hvilket der heller ikke gøres meget ud af at udforske i filmen. Kazuo er bare syg, og det skyldes tilsyneladende stress, og så gider man ikke gå mere i dybden med, hvorfor det er lige netop ham, der er ramt. Han bliver bare en patient ligesom alle andre, for japanske film er desværre ofte dårlige til at udforske deres karakterer og dermed gøre dem interessante såvel som genkendelige.
