Denne film fortæller på nogenlunde autentisk vis, hvordan oprørsgruppen United Red Army blev til og opløst. Overordnet set fungerer filmen derfor som en slags historielektion, der giver indblik i kendte men til tider oversete hændelser i Japans historie, idet 1960'erne og 1970'erne generelt var kendetegnet ved, at der opstod modstandsgrupper, som udgjorde en trussel mod samfundet.
Selve prologen er en virkelig god introduktion til tiden og dens begivenheder med brug af ægte optagelser. Det er rimelig tungt at læse om alle hændelser, så det er generelt rart at få dem serveret i billedformat. Dog er der tale om en film på mere end tre timer, så jeg havde gerne set, at man havde investeret i en serie - også fordi at United Red Army blev udgangspunktet for Japans Røde Hær, der var en af de mest berygtede terrorgrupper i 1970'erne, så det kunne have været virkelig interessant at følge tilblivelsen af denne og dens aktiviteter. Skuespillet er jo fremragende, og det er en af de film, hvor folk rent faktisk ser ud til at høre til i den periode, handlingen udspiller sig i. Dog er der også så mange medvirkende, at det er svært at holde styr på alle samt deres relationer til hinanden.
Det interessante ved denne film er, at man følger handlingen fra medlemmernes perspektiv. Selv under den kendte gidselsituation i Asama-Sanso ser man ikke, hvor mange tusinde politifolk og pressefolk, der rent faktisk var til stede ude foran vandrehjemmet, da det var en enorm hændelse, som blev livedækket i 1972. Det er dog også ærgerligt, for ved at sætte fokus på gidseltagerne fornemmer man ikke, hvor sensationelt situationen var.
Alt i alt viser denne film, hvordan uholdbare ideologier blev spredt og dyrket blandt ungdommen i Japan i efterkrigstiden, hvor mange søgte efter en fælles identitet baseret på kommunisme, fordi man ikke var tilhængere af demokratiet grundet modstand over for USA og det japanske styre. Men United Red Army viser også, at kommunisme er en dobbeltmoralsk ideologi baseret på en indbildt forestilling om lighed, fordi der selvsagt opstår splid i fællesskabet, når der udpeges ledere, hvilket fører til magtkampe, når ligheden dermed ophører.
Dette er derfor et historisk korrekt såvel som et kritisk eksempel på, hvordan radikalisering kan forblænde mennesker, så de i sidste ende bryder med deres egne overbevisninger, fordi de kun har valgt at påtage dem for at være en del af et fællesskab og blive accepteret af dette. For når det kommer til stykket er oprørsbevægelser jo ikke andet end voldelige sekter drevet af magtsyge, fordi de ikke kan acceptere, at majoriteten ikke deler deres holdninger - af hvilken grund de forsøger at påtvinge disse ned over alle andre.
