Jeg forstår godt, at Kikuchi Rinko er en skuespiller, som optræder i internationale film, for hun er virkelig en person, der lever sig ind i rollerne, hvilket trods alt er et talent i Japan, hvor alt for mange skuespillere er mærket af den asiatiske filmindustri, hvor alt ofte skal være pænt og intetsigende.
Kikuchi er en af de skuespillere, der ikke har noget imod at være utiltrækkende eller blot naturlig ved at ligne og opføre sig som et almindeligt menneske på overbevisende vis. Som Yoko er hun så ekseptionel som en asocial enspænder, at man nærmest bliver vred på karakteren, når hun ikke svarer på spørgsmål eller formår at sige tak til folk, som hjælper hende. Men det er jo blot med til at skildre Yokos personlighed, så man dermed får mulighed for at opfatte den karakterudvikling, som finder sted.
Denne er dog temmelig langsom, for eftersom handlingen udspiller sig over et døgn, mens filmen varer to timer, så følger man derfor ikke kun de dramatiske og vigtige stunder, men også de kedelige og ret så ligegyldige. Der er kort sagt alt for mange langtrukne scener, men flere af disse er såkaldte one take-shots, så man har sikkert ladet dem blive i filmen for at erkende skuespillernes arbejde og samtidig give en realistisk fornemmelse af at være en flue på væggen. For det er jo ikke altid, der sker noget i løbet af ens dag, men således kan man heller ikke ligefrem kalde dette for en spændende film. Det store spørgsmål er sådan set bare, om Yoko når frem til begravelsen i tide.
Det er meget skjult antydet, at Yoko har været seksuelt misbrugt af sin far, fordi man kun kommer ind på livet af hende via hendes reaktioner og vrangforestillinger. Man lærer sådan set ikke rigtig noget om hende, men alligevel lærer man hende at kende gennem hendes udvikling, der er underspillet, men alligevel markant. Yokos rejse er derfor en udviklingsrejse, og at placere dele af handlingen i de tsunamiramte områder i Japan er en god symbolsk måde at vise, hvordan folk kan rejse sig efter katastrofer.
Naturligvis skulle Yoko dog have haft professionel hjælp, dengang hun blev udsat for seksuelle overgreb, for det har tydeligvis smadret hende som person og ødelagt hendes liv. Hun skulle have modtaget en form for behandling og opsøgt den, for det er meget sjældent, at man som ødelagt individ kan samle sig selv, som hun gør, så selvom filmen er yderst realistisk, så simplificerer den også konsekvenserne af et traume.
