Dette er en virkelig tragisk serie, selvom den hele tiden forholder sig på et troværdigt plan. Egentlig minder den om lignende historier, hvor man følger en kidnapper, der har bortført et barn af moralske årsager, og derfor bliver ens egen moral også sat på prøve, fordi man dermed danner sympati for en person, som jo er kriminel.
Jeg elsker, når fiktion formår at udstille knasterne i virkeligheden, så ens egen etiske sans bliver sat på prøve, for eftersom vi bliver opdraget i et samfund med regler, så bliver vi også stimuleret til at opfatte det som forkert, når disse brydes. Men serier som denne viser, at et samfund ikke altid fungerer, så individer er nødt til selv at beslutte sig for, hvad der er rigtigt.
Men hvor uretfærdigt det end er, så gælder loven for alle, og som seer ved man derfor også, at det umuligt kan ende lykkeligt, når man følger en kidnapper på flugt, og især ikke, når der er et barn involveret. Virkeligheden kommer da også snigende for at spolere idyllen, som dog eksisterer i andre former, efterhånden som de medvirkende knytter bånd til hinanden.
Titlen er nemlig ret sigende, eftersom det er konceptet om mødre og kærligheden til deres børn, der udgør selve historien, hvor dette forhold er skildret på forskellig vis. Men dermed tilsidesætter man også mænd og fædre, idet de nærmest bare medvirker som statister eller har fået tillagt så negative værdier, at de nærmest kun optræder som skurke.
Det er ret interessant at se karakterudviklingen og generelt følge historien, som tager forskellige uventede drejninger. Men lige som Nao lever med en konstant frygt for at blive fanget, så sidder man som seer med den samme følelse med visheden om, at "retfærdighed" kun vil føre til smerte for alle involverede parter, fordi man trods alt ikke bare kan gå og kidnappe andres børn.
Skuespillet er virkelig fænomenalt, hvilket er en sjældenhed i japanske serier. Men her har man omsider fået castet skuespillere, der formår at levere en autentisk præsentation, og særligt forholdet mellem Nao og Tsugumi er virkelig overbevisende, så det føles, som om at man følger rigtige mennesker, hvilket kun er med til at gøre det hele mere troværdigt. Alle formår at forblive i deres karakter og bevare deres personligheder, og sjældent har jeg set en så troværdig barneskuespiller som Mana Ashida.
