Denne film er virkelig poetisk både hvad angår manuskript, scener og symbolik. Franskmænd kan bare det der med romantik, og det er alt i alt en temmelig fransk film, hvor selv japaneren opfører sig fransk. Dermed bliver det en anelse kunstigt, fordi man ikke rigtig respekterer eller skildrer kulturforskellene.
Dog er det en rigtig god ide at lade lade kontraster mødes, fordi det netop er via kontraster, filmen skal forstås, når fortid og nutid glider sammen i via to forskellige byer i to forskellige verdensdele, der dog har den samme krig tilfælles. Det er heller ikke for ingenting, at de medvirkende ikke har navne, fordi de i sig selv er metaforer, og Hiroshima er nok den bedste metafor på at leve i nuet og lægge fortiden bag sig, så man kan komme sig efter den.
Denne film er kendt for at være blandt de første i den nye bølge inden for franske film, og der er da også en moderne stemning over den trods de sort/hvide billeder. Dog er der også noget teatralsk, som man kender det fra 50'er-film, og lyden er desværre lagt ovenpå, så man flere gange kan se, at Eiji Okada bare mimer.
Det er mest afalt en symbolsk film, der ikke rigtig har en store historie. Det er egentlig en temmelig banal fortælling, men den viser, hvordan tragedier udspillede sig på forskellige planer under Anden Verdenskrig, og hvordan disse påvirkede folk. Der er også gjort brug af virkelige optagelser og billeder fra Hiroshima efter atombomben, hvilket kan virke stødende for nogen, men dermed vises det også, at man ikke nødvendigvis behøver at glemme fortiden for at lægge den bag sig.
