Ainu

AinuAinu-folket er et af de tre tilbageværende indfødte folkefærd i Japan sammen med Ryukyu-folket og etniske japanere kendt som Yamato-folket. Historisk set har Ainu-folket haft hjemme i det nordlige Japan – nutidens Tohoku-region og Hokkaido – samt Sakhalin og Kurilerne, hvor Ainu-folket opstod, da de tidlige befolkningsgrupper i disse områder begyndte at interagere og leve ud fra en fælles kultur, men de har dog også levet så langt sydpå som nutidens Chubu-region. Ainu-folket levede længe som et selvstændigt folkefærd, men havde dog kontakt med både japanere og andre indfødte folkefærd såsom Emishi-folket, der ligeledes holdt til i Tohoku-regionen. Med tiden begyndte japanerne dog at overtage Tohoku-regionen og fik dermed kontrol over hele Honshu ved at undertrykke og med tiden udrydde Emishi-folket. Herefter kom turen til Ainu-folket, der blev betragtet som fremmede, og en krig mellem japanerne og Ainuerne brød ud i løbet af 1400-tallet, hvor Ainu-lederen blev dræbt. Dette resulterede i, at japanerne gradvist begyndte at indtage Hokkaido, der dengang var kendt som Ezo, og det førte til, at de sydlige egne blev koloniseret af japanerne, mens Ainu-folkets udbredelse blev mere og mere begrænset efterhånden som de små stammesamfund blev tvunget nordpå.

Fra 1600-tallet og frem til slutningen af 1800-tallet levede japanere og Ainu-folket forholdsvis fredeligt sammen på Hokkaido, hvor der foregik handel i en tid, hvor Japans kontakt med udlandet var begrænset. Nu og da opstod der imidlertid også oprør fra Ainuernes side, fordi de blev undertrykt i en sådan grad, at antallet af Ainuerne faldt drastisk i løbet af denne periode, før kulturen for alvor begyndte at dø ud, da Japan i slutningen af 1800-tallet åbnede grænserne op for omverdenen og begyndte at modernisere landet med udgangspunkt i Vesten. Det betød, at Ainu-folket i højere grad blev anset for at være primitive, og da man i 1869 gjorde krav på Hokkaido som japansk territorium, blev de tilbageværende Ainuer enten drevet på flugt fra deres hjembyer eller assimileret ind i den japanske kultur, efterhånden som denne blev udbredt på Hokkaido. Deres status som et indfødt folk blev ikke anerkendt, og de blev inde længe betragtet for at være japanere, fordi de boede på japansk grund. Dette betød også, at Ainu-kulturen ikke blev respekteret, så Ainuernes levevis og religion blev påvirket af japanernes opfattelse af, hvad der var det rigtige at gøre og tro på. Den rene Ainu-kultur forsvandt derfor, og dette havde ligeledes effekt på aspekter som genetik og sprog, eftersom Ainuerne i løbet af 1900-tallet begyndte at leve side om side med japanerne, hvorved forskellene imellem de to folkefærd blev opløst, efterhånden som Ainuerne tilpassede sig og blev en del af det japanske samfund.

I dag mener man, at der er 25.000 Ainu-efterkommere tilbage i Japan, men fordi Ainuer i flere generationer har giftet sig med japanere og fået børn med disse, så er det ikke muligt at give et endegyldigt tal på, hvor mange, der rent faktisk nedstammer fra Ainu-folket, idet disse ikke blev anerkendt som en etnisk minoritetsgruppe før 2019, hvorfor man altså ikke har ført officiel statistik over antallet af Ainuer. Ainuerne talte ligeledes deres eget sprog, som adskilte sig fra japansk, og i dag et dette sprog tæt på at uddø, da det ikke tales på daglig basis og kun tales flydende af meget få individer. Mens nogle Ainuer er stolte over deres rødder, er der nemlig mange, der foretrækker at blive betragtet som japanere. Ainu-sproget har aldrig haft et skriftsprog og er derfor kun blevet overleveret mundtligt, hvilket har gjort det svært at bevare. Ainu-sproget lever imidlertid videre i form af mange bynavne på Hokkaido, der enten er direkte gengivelser eller japanske udgaver af de stednavne, som Ainu-folket i sin tid gav de områder, hvor byerne blev opført. Sapporo er for eksempel hentet fra Ainu-udtrykket “sat poro pet”, det betyder tør, stor flod, mens Noboribetsu stammer fra “nupur pet”, der betyder mørk flod. I dag bor de fleste Ainuer på Hokkaidos sydøstlige kyst, men der findes også små grupperinger i Rusland.

De traditionelle Ainu-samfund levede gennem jagt, fiskeri og landbrug. Ainuer er særligt kendt for at spise kød, hvilket historisk set ikke har været så udbredt i Japan, og blandt deres jagtbytte var blandt andet bjørne, som de dræbte i foråret, når de vågnede fra hi, hvorpå man tog moderløse bjørneunger til sig for dog senere at ofre dem i religiøse ritualer. Præcis som med shintoismen i Japan havde Ainu-folket nemlig deres egen naturreligion med en tilhørende tro på guder og ånder, som kunne dyrkes og tilbedes via bøn eller ofringer. I shintoismen kaldes disse guder og ånder for kami, mens Ainuerne kaldte dem for kamuy.

Ainu-folket er ydermere kendt for deres udseende, der adskilte dem fra japanere, eftersom mændene havde mere fremtrædende hårvækst – både hvad angik skæg og kropsbehåring. Mændene lod deres skæg gro, således at de fik fuldskæg, mens kvinderne derimod var kendetegnet ved deres tatoveringer – særligt omkring læberne samt på arme og hænder, hvor de blev tatoveret, efterhånden som de blev kønsmodne. Både mænd og kvinder ville klippe deres forholdsvis tykke og buskede hår, så det havde kæbelængde og aldrig stødte mod skuldrene. Auni-folk ville typisk indgå i et arrangeret ægteskab, når de var teenagere, og selvom de ellers boede så langt nordpå, så var det almindeligt, at små børn gik nøgne rundt, og så navngav man dem tilmed efter ekskrementer eller andre ulækre ting for at beskytte dem mod dæmoner, indtil de fik deres rigtige navne omkring 2-3 års alderen. Ainu-folkets tøj var desuden karakteristisk, idet dette som regel var en kimono-agtig kåbe kaldet attush eller attusi lavet af bark med farverige og ofte symmetriske mønstre. Om vinteren iklædte man sig ligeledes skind og pels fra dyr. Kvinder bar ydermere et pandebånd, mens øreringe blev anvendt af begge køn.

Ainu-folket boede i stammelignende landbyer kendt som kotan, der som regel lå nær vand i skikkelse af floder eller kyster. Disse landsbyer bestod af en håndfold familier, der jævnligt havde kontakt med nabolandsbyerne, idet det som oftest var på tværs af disse, at folk giftede sig, så mange Ainuer altså var beslægtede i lokalsamfundene. Med japanernes indtog på Hokkaido, forsvandt de små landsbyer, og større byer opstod som følge af udbredelsen af landbrug, der begrænsede Ainuernes leveområder. Traditionelt set boede Ainu-folket i stråtækte huse kaldet cise eller cisey, hvor et bålsted fungerede som familiens samlingspunkt. Andre steder, såsom på Kurilerne, levede Ainuer imidlertid mere simpelt i teltlignende hytter.

Total Page Visits: 21 - Today Page Visits: 3