De nordkoreanske kidnapninger

Koreahalvøen har historisk set fungeret som et vigtigt bindeled mellem Japan og det asiatiske kontinent, hvorfra handel og udveksling af ideologier har foregået og været med til at forme den japanske kultur. I slutningen af 1800-tallet begyndte Japan at belejre Korea, før landet blev gjort til en officiel del af det japanske territorium i 1910 og helt frem til slutningen på Anden Verdenskrig, hvor Japan måtte opgive alle sine kolonier. USA og Sovjetunionen besatte da hver sin halvdel af Korea, og der opstod således to forskellige politiske lejre i landet, der som konsekvens blev delt i to, da Sydkorea og Nordkorea blev dannet i 1948. Målet var egentlig en fremtidig genforening, men det demokratiske USA og den kommunistiske Sovjetunion besad to vidt forskellige ideologier, der med tiden smittede af på det koreanske folk i hver sin del af landet, så selv koreanerne blev uenige om, hvilke samfundsidealer, der skulle kendetegne et samlet Korea. Dette eskalerede i Korea-krigen, der blot forstærkede spændingerne mellem de to lande, og grænsen imellem dem blev således konsolideret, så forholdet mellem Sydkorea og Nordkorea selv den dag i dag er præget af ufred, for en officiel fredsaftale er faktisk aldrig blevet underskrevet.

Grundet det historiske forhold mellem Japan og Korea, så er de diplomatiske forbindelser mellem Japan og Sydkorea samt Nordkorea heller ikke altid venskabelige, og specielt Nordkorea har et trykket forhold til Japan - særligt fordi Japan, ligesom Sydkorea, efter Anden Verdenskrig blev okkuperet af USA, der således fik indført demokrati og vestlige værdier i landet, hvilket er en kontrast til de nordkoreanske ideologier. Efter afslutningen på Koreakrigen var spændingerne mellem Japan og Nordkorea på sit højeste, og eftersom Nordkorea betragtede Japan som en politisk fjende, så planlagde man at infiltrere landet, hvilket skulle foregå indefra. Der var derfor behov for at uddanne nordkoreanske spioner, så de kunne udgive sig for at være japanere, hvilket krævede, at de besad basal kulturforståelse og sproglige evner på modersmålsniveau. Ideelt set ville dette betyde, at nordkoreanere skulle rejse til Japan og blive integreret i samfundet, men dette var noget nær umuligt, så man valgte en anden løsning - nemlig at bringe japanere til Nordkorea, så de kunne undervise og socialisere nordkoreanere til at blive japanere. De nordkoreanske agenter kunne så senere påtage sig en japansk identitet og udgive sig for at japanere, så de kunne udføre spionage på japansk grund.

Der var tale om et langsigtet og omfattende projekt, som ville kræve, at nordkoreanere i første omgang kunne få adgang til Japan, så man på den måde kunne få fat på japanere - altså kidnappe dem. Heldigvis havde man i forvejen agenter i både Japan og andre dele af verden (heriblandt på ambassader), som blev informeret om planerne, så de kunne tage del i disse, men i mange tilfælde blev der slet ikke brug for dem, for Nordkorea og Japan ligger nemlig kun adskilt af det japanske hav, så det var forholdsvist nemt for Nordkorea at sende folk til Japan med båd, uden at det blev opdaget, og det var på den måde, mange japanere blev kidnappet, da de befandt sig nær kysten, hvor de uden varsel blev bortført af nordkoreanske agenter. Andre kidnapninger foregik på mindre dramatisk vis, hvor japanere blev manipuleret til at rejse til Nordkorea via jobtilbud.

Det vides ikke, hvornår kidnapningerne begyndte, for til at starte med havde man i Japan ingen forklaring på, hvorfor japanere uden videre forsvandt. Det første bekræftede tilfælde var i 1977, men nogen spekulerer i, at de første bortførelser kan have fundet sted allerede i begyndelsen af 1960'erne, og så fortsatte de ellers frem til 1980'erne og muligvis endda længere. Der var dog flere spor og indikationer på, at Nordkorea foretog systematiske kidnapninger af japanere, idet var eksempelvis var blevet observeret nordkoreanske skibe i nærheden af de mange forsvindinger, ligesom nordkoreanere havde tendens til at påtage sig kidnappede japaneres identiteter. Det var eksempelvis sådan, at offentligheden første gang fik kendskab til de nordkoreanske kidnapninger, da den nordkoreanske agent Sin Kwang-su i 1985 blev anholdt i Sydkorea, hvor han udgav sig for at være japaneren Tadaaki Hara, som han erkendte var blevet kidnappet fra Japan og bragt til Nordkorea. I 1987 blev en nordkoreansk terrorist ved navn Kim Hyon-hui så anholdt, da hun udgav sig for at være japaner, så hun sammen med en anden terrorist kunne plante en bombe ombord på Korean Air Flight 858, der eksploderede under flyvningen, hvilket kostede 115 mennesker livet. Mens den anden terrorist begik selvmord, så blev Kim Hyon-hui altså fanget i live, og hun kunne herefter berette, at hun havde lært japansk i Nordkorea af en japaner, der viste sig at være den forsvundne Yaeko Taguchi, hvis identitet blev bekræftet i 1991.

Selvom man i Japan allerede mistænkte Nordkorea for at have kidnappet japanere, så havde dette blot været formodninger, indtil man altså pludselig stod med vidneudsagn, som bekræftede, at Nordkorea så sandelig havde noget at gøre med folks mystiske forsvindinger, ligesom man blev bekendt med formålet bag disse. Man udformede derfor en liste over mulige kidnapningsofre, der med tiden har rundet 1000 individer, men selvom man konfronterede Nordkorea med beskyldninger, så nægtede de imidlertid at erkende, at de havde noget som helst at gøre med de forsvundne japanere, selvom flere beviser dukkede op. Det var derfor endt med at blive et anerkendt faktum, at Nordkorea havde kidnappet japanere, da regimet i 2002 valgte at krybe til korset og indrømme, at man så sandelig havde bortført japanere i løbet af 1970'erne og 1980'erne, men den liste over navne, som samtidig blev offentliggjort, indeholdt imidlertid kun navnene på 13 personer, hvoraf hele 8 af disse allerede var erklæret for døde. De resterende fem var alle blevet kidnappet i 1978, og de fik senere på året lov at besøge deres familie i Japan, hvor de dog besluttede sig for at blive, og efter to års forhandlinger fik deres i alt 7 børn også lov til at komme til Japan, skønt de altså var født og opvokset i Nordkorea.

De fem overlevende japanere kunne fortælle om deres kidnapninger og tilværelse i Nordkorea, hvor det viste sig, at de blev splittet op, så de over en længere periode kunne blive undervist i koreansk sprog og kultur, før de med tiden blev sat sammen i par og tvunget til at gifte sig og få børn med hinanden eller andre kidnapningsofre. Nogle af de kidnappede japanere var allerede par, der var blevet bortført sammen, mens andre blev sat til at gifte sig og stifte familie med fremmede, og der eksisterer blandt andet også et rygte om, at formålet med dette var at fremavle fuldblodsjapanere, der kunne fungere som nordkoreanske agenter.

Skønt de bortførte japanere boede i den samme afspærrede del af Nordkorea, så fik de sjældent lov at interagere med hinanden, så de fem overlevende kunne ikke fortælle, hvad der var sket med de andre japanere, der var blevet bragt til Nordkorea. Dødsattester var blevet udstedt, men da disse blev overdraget til Japan, viste det sig, at nogle var forfalskede, mens andre indeholdt fejl. Da nogle familier modtog resterne af deres kære, som var blevet kidnappet, viste DNA-prøver desuden, at disse stammede fra helt andre personer, og der opstod derfor en overbevisning om, at Nordkorea valgte at tilbageholde sandheden, fordi de "døde" japanere muligvis stadig var i live og befandt sig i Nordkorea, hvor de ifølge oplysningerne var omkommet under mistænkelige omstændigheder, mens de stadig var ret unge.

Nordkorea havde desuden kun taget ansvaret for 13 kidnapninger, men i Japan mener man at have grund til at tro, at de mindst stod bag yderligere fire, og det officielle tal lyder derfor på 17 anerkendte kidnapningsofre, mens mange af sagerne om de mere end 800 andre mulige ofre stadig mangler at blive opklaret, selvom der er afgørende beviser, som i flere af disse peger på, at der er tale om nordkoreanske kidnapninger. Kidnapningen af japanere foregik desuden ikke kun i Japan, men også i udlandet, hvor Nordkorea samtidig kidnappede nationaliteter fra mange andre lande - heriblandt Sydkorea, der mistænker Nordkorea for at stå bag flere tusinde kidnapninger. Nordkorea er dog aldrig blevet stillet til ansvar for kidnapningerne, idet styret påstår, at de nordkoreanske agenter ikke handlede ud fra ordrer, og mens nogle af disse agenter er blevet anholdt, så er andre stadig efterlyst internationalt. Det vides heller ikke, om Nordkoreas spionprojekt var en succes, eller om man med tiden droppede planerne, efterhånden som man indstillede kidnapningerne.

Dette er en liste over de 17 anerkendte japanske kidnapningsofre (8 mænd og 9 kvinder) i kronologisk rækkefølge ud fra deres forsvinding: