Dejima

DejimaI 1600-tallet valgte Japan at lukke sine grænser af og begrænse kontakten til omverdenen, så handel med denne kun kunne foregå i Nagasaki, hvor man havde anlagt en kunstig vifteformet ø kaldet Dejima. Den 9000 kvadratmeter store ø blev oprindeligt lavet i 1634 for at huse portugisiske søfarere, men efter Shimabara-oprøret, hvor portugiserne valgte at støtte de kristne rebeller, der gik til modstand mod shogunatet, valgte man at bandlyse portugiserne og alle andre udlændinge fra Japan – lige med undtagelse af hollændere, da de derimod havde støttet shogunatet under Shimabara-oprøret, ligesom man desuden bevarede de diplomatiske forbindelser til Kina. Handel med udlandet blev således begrænset til kun at foregå med de to nationer og fandt sted på Dejima fra 1641 til 1854, hvor andre lande ad flere omgange forsøgte at få adgang til øen, hvilket Japan dog ikke tillod. Det var desuden ikke tilladt for udlændinge at forlade Dejima og sætte fod på ægte japansk jord, da dette krævede, at man passerede en tæt bevogtet stenbro, hvor vagter kontrollerede alle varer, der blev fragtet til og fra øen. Kun i enkelte tilfælde fik europæere adgang til Japan. På Dejima befandt sig varehuse og bebyggelser, hvor udlændinge kunne bo, mens de opholdt sig i Japan, ligesom det var her japanske vagter, handelsmænd og oversættere holdt til. Der var altså tale om en lille bydel med flere hundrede indbyggere.

Når et skib var ankommet til Dejima, blev det inspiceret af myndighederne, ligesom dets sejl blev konfiskeret, så det kun kunne sejle fra Japan, efter det havde fået tilladelse. Alle religiøse effekter blev desuden konfiskeret, da det ikke var tilladt at dyrke kristendommen på Dejima, og så var det heller ikke tilladt at medbringe våben til Japan, medmindre man havde til hensigt at sælge dem. Øen var desuden ejet af en gruppe familier fra Nagasaki, og hollænderne var derfor nødt til at leje den for overhovedet at kunne benytte sig af den. Det var derfor en beskostelig affære for Holland at handle med Japan, men samtidig en stor indkomst for nationen, der trods alt var det eneste Vestlige land, der kunne erhverve sig japanske produkter. I de første 30 år besøgte cirka 7 skibe Dejima om året, og dette faldt til 5 i perioden fra 1671 til 1715, mens man herfra kun tillod 2 skibe om året. Grundet den lange periode, hvor Dejima fungerede som Japans eneste dør til omverdenen, var dette altså stedet, hvor man første gang blev introduceret for nye opfindelser og produkter såsom fotografering, klaverer, chokolade og kaffe, og det var også hér, mange japanske dyre- og plantearter første gang blev “opdaget”, da de blev observeret og beskrevet af videnskabsfolk.

Da Japan ophørte sin isolationspolitik i 1854, betød dette samtidig afslutningen på Dejimas status som handelshavn, idet andre større byer blev mere populære. Øen blev med tiden gjort til en integreret del af Nagasaki, da man begyndte at udstykke kystområdet, og i dag er der derfor ikke længere tale om en ø, men derimod et landområde med moderne bygninger. Man forsøger imidlertid at genetablere Dejima ved at genskabe stedet som en vifteformet ø, ligesom man er i gang med at opføre rekonstruktioner af de bygninger, der befandt sig på øen i 1800-tallet. 

 

Total Page Visits: 313 - Today Page Visits: 1