Hitobashira betyder direkte oversat "en menneskelig bjælke", hvilket skyldes, at begrebet dækker over menneskelige ofringer, der blev begravet levende i forbindelse med nybyggerier med det formål at holde disse beskyttet mod katastrofer. Dette fænomen har historisk set fundet sted i flere dele af verden, så på japansk dækker ordet hitobashira altså over det at ofre mennesker som en del af nybyggerier, mens det uden for Japan dækker over de ofringer, som blev udført i Japan, hvor man i ligesom mange andre lande levede med en opfattelse af, at man ved at ofre mennesker til guderne kunne sikre sig disses beskyttelse. Hitobashira blev blandt andet udført som en del af dæmningsbyggerier samt opførelser af borge og broer.
Det at ofre mennesker i forbindelse med opførelsen af dæmninger og broer foregik ikke som begravelser, men derimod ved, at udvalgte folk eller sågar frivillige blev kastet i floder, hvor man var af den opfattelse, at flodguder havde hjemme, så ved at modtage en ofring, ville de altså give deres velsignelse til byggeriet og forhindre, at dæmninger og broer blev ødelagt, hvilket mange dog blev alligevel som følge af oversvømmelser, jordskælv og andre naturkatastrofer. Man var imidlertid også af den opfattelse, at man kunne sjæleliggøre bygningsværker ved at binde et menneskes ånd til disse og på den måde styrke dem. Dette kunne gøres med hitobashira, hvor man begravede et menneske under fundamentet, men umiddelbart over ville man så opføre en helligdom, mens selve bygningsværket ville blive opført et stykke derfra. Andre gange blev folk begravet som en del af fundamentet eller muret inde i murværket.
Hitobashira kunne altså udføres på forskellige måder, og det vides ikke med sikkerhed, hvor udbredt fænomenet var, og om der overhovedet var tale om en almindelig skik, eller om de fleste dokumenterede tilfælde blot er legender. Historiske kilder nævner eksempelvis flere borge i Japan, som blev opført med menneskelige ofringer, men man har kun fundet fysiske beviser på dette i ganske få tilfælde. Man har derimod flere eksempler på arbejdere, som er døde under opførelsen af konstruktioner, hvorefter man har valgt at lade ligene indgå i opførelsen som byggematerialer.
Selvom brugen af hitobashira tilsyneladende ophørte i slutningen af 1800-tallet, så fandt man i 1970 beviser på, at fænomenet stadig eksisterede i begyndelsen af 1900-tallet, da man under en renovering af Jomon-tunnelen på Hokkaido fandt et skelet, der viste sig at være en af de arbejdere, der havde været med til at opføre tunnelen, som åbnede i 1914. Han var dog blevet slået ihjel - muligvis af sin overordnede, og for at skjule forbrydelsen, blev liget så sat til at indgå i tunnelen, så der var altså ikke tale om en menneskelig ofring i traditionel forstand.