Kanmuri

Kanmuri er navnet på en traditionel hovedbeklædning, der før i tiden blev båret af mandlige aristokrater i Japan under formelle lejligheder, hvilket eksempelvis inkluderede shoguner, ansatte ved hoffet samt medlemmer af kejserslægten. Kanmuri var en del af den formelle påklædning og havde grundlæggende set til formål at udstråle status. Dog var kanmuri ikke særlig ekstravagante, idet det bare var en finere udgave af den mere almindelige hovedbeklædning kaldet eboshi, der var høje, sorte hatte.

En kanmuri var ligeledes sort, idet den som regel var fremstillet af lakeret silke, der eventuelt kunne være broderet med mønstre, men den adskilte sig dog fra en eboshi i sin form, idet en kanmuri var tilpasset hårstilen kaldet chonmage, hvor man barberer sin isse og forener resten af håret i en lille hestehale, som kunne anbringes i en kanmuri, hvor man fæstnede håret med brug af en pind. En kanmuri er derfor kendetegnet ved at være en hætte med en opadstikkende udposning bagtil. Dette er det grundlæggende design, som udgør en kanmuri, der dog findes i forskellige varianter, for bagtil blev nemlig typisk påsat et aflangt klæde, hvilket er et andet karakteristisk kendetegn ved en kanmuri. Dette klæde er desuden stift, så det kan bøjes, så på kanmurien, der bæres af den japanske kejser, stikker det eksempelvis op i luften, hvilket skal tilføre ham højde og dermed også en større fremtræden. Herudover kunne en kanmuri også forsynes med hagestropper for at holde den på plads samt skyklaplignende dekorationer på siderne, hvilket var forbeholdt generaler, hvis kanmuri desuden havde et oprullet klæde bagtil.

Den officielle brug af kanmuri ophørte i slutningen af 1800-tallet - både fordi man i Japan begyndte at blive inspireret af Vestlig påklædning, men også fordi at chonmage-frisuren blev gjort forbudt, så det ikke længere gav mening at bære hatte tiltænkt hårstilen. Kanmuri benyttes om ikke andet stadig af mandlige medlemmer af kejserslægten under ceremonielle lejligheder, hvor det er den formelle hovedbeklædning tilknyttet klædedragen kaldet sokutai. Denne bæres også stadig af shinto-præster under visse ritualer, hvilket ofte også inkluderer en kanmuri.

Total Page Visits: 52 - Today Page Visits: 1