Karakuri er navnet på mekaniske dukker, der blev populære i Japan i løbet af Edo-perioden (fra 1600-tallet til 1800-tallet). Selvom man havde eksperimenteret med bevægelige dukker forinden, så blev det mekaniske opfindelser såsom ure indhentet fra Vesten, der satte gang i produktionen af karakuri, hvilket resulterede i udviklingen af tre forskellige varianter kaldet Zashiki karakuri, Dashi karakuri og Butai karakuri. Blandt disse var Zashiki karakuri de mest populære, idet der var tale om små dukker, der kunne udføre simple bevægelser, og disse blev med tiden udbredt blandt den japanske overklasse, hvor særligt én type dukke var ejet af mange: nemlig en dukke, der kunne servere en kop te, så snart denne blev placeret på et fad, som den holdt i hænderne. Dette fungerede nemlig som en knap, der satte gang i dukken, som dernæst ville tilbagelægge en forudprogrammeret distance hen til en gæst og servere teen ved at bukke for vedkommende. Når koppen blev fjernet, ville dukken standse og stå stille, men når den tomme kop blev stillet tilbage på fadet, ville dukken atter blive aktiv ved at dreje rundt og vandre bort.
Frem for at være legetøj eller underholdning var Zashiki karakuri altså mest ment som en slags tjenere, med hvilke man kunne imponere besøgende. Af samme grund lignede dukkerne også mennesker både i træk og påklædning. Inde under tøjet ville man dog kunne se skellettet indeholdende den mekanik, der muliggjorde dukkens bevægelser. Denne mekanik var synlig hos andre typer af Zashiki karakuri, der mere fungerede som pynt, idet de befandt sig på en kasse, hvor de kunne udføre simple bevægelser såsom at skrive et tegn eller skyde en pil.
Med tiden blev karakuri gjort til elementer i japanske festivaler, hvor det er Dashi karakuri, der anvendes. I modsætning til Zashiki karakuri, så blev disse ikke benyttet som frie genstande i privaten - i stedet blev de påmonteret paradevogne, hvor de blev sat til at opføre forestillinger for publikum, mens de blev båret igennem byernes gader, når der blev afholdt festivaler. Dukkerne udførte typisk en serie af gentagende bevægelser til musik, og ved nogle festivaler kan man endnu den dag i dag opleve Dashi karakuri. Da festivaler er lokale arrangementer, så blev dukkerne også betalt af lokalsamfundet, og de var dermed ejet af dette, så præcis som med Zashiki karakuri, så kunne man imponere andre provinser ved at vise forskellige dukker med forskellige teknikker.
Den mindst udbredte type karakuri var Butai karakuri, idet denne blev anvendt i teaterstykker. Der var nemlig tale om en menneskelignende dukke i naturtro størrelse, der blev styret af en dukkefører, som ofte var klædt i sort ligesom scenebaggrunden, så han så ud til at gå i et med denne. Med brug af sin egen krop kunne han dermed styre dukken, der dog også var programmeret til at lave sine egne bevægelser - særligt med ansigtet. Der findes endnu teateroptrædende med Butai karakuri den dag i dag, men dukkernes mekaniske bevægelser inspirerede imidlertid også den karakteristiske fortælleteknik, man ser i kabuki, der opstod i samme periode som karakuri blev populære.
Selvom der stadig produceres karakuri-dukker, så anses disse for at være moderne kopier, idet de oprindelige dukker har status som antikviteter, der er endt med at blive samleobjekter og museumsgenstande.