Meiji-restaurationen

Meiji-restaurationenMeiji-restaurationen er betegnelsen for den periode, der symboliserer Japans overgang fra den feudale til den moderne tidsalder, hvilket begyndte i 1853, hvor landet fra USAs side blev tvunget til at åbne sig op for omverdenen efter at have ført en isolationspolitik i 250 år, hvorved påvirkningen fra især Vesten begyndte at præge det japanske samfund. Nye tænkemåder, leveformer, opfindelser og begreber blev introduceret i Japan, hvor man blev inspireret af Vestens standard og så helt nye muligheder i at udvikle samfundet. Dette resulterede i to overordnede politiske grupperinger i Japan: Den ene bestod af dem, som ønskede at bevare de traditionelle ideologier sammen med Tokugawa-shogunatet, som endnu besad den politiske magt, mens den anden ønskede at genindsætte Kejseren som nationens overhoved, så samfundet kunne blive moderniseret. Den stigende modstand mod shogunatet betød, at dette var svækket, da den regerende shogun, Iemochi, døde i 1866, så da Kejser Komei tilmed også døde året efter, skete der på officiel vis et politisk skift i Japan, idet den nye (og sidste) Tokugawa-shogun, Yoshinobu, frivilligt valgte at overdrage magten til den kun 15-årige kejser Meiji, der har lagt navn til Meiji-restaurationen samt den periode, han regerede i. Som landets kejser og nye politiske overhoved blev Meiji nemlig et symbol på de omfattende samfundsforandringer, som prægede Japan i de kommende årtier, efter han havde fået overdraget den politiske magt, selvom det i høj grad var vismænd og rådgivere, der trak i trådene og rådede ham til at føre en Vestligorienteret politik.

Over de kommende år førte denne til enorme omvæltninger i Japan, hvor samuraiklassen blev afskaffet, landets borge blev revet ned, sproget blev standardiseret, Vestlige frisurer og klæder blev indført, jernbaner blev introduceret, det samme gjorde aviser og telefoner, skoler og universiteter blev opført,  buddhismen og shintoismen blev adskilt via lov, Tokyo blev gjort til landets hovedstad, og Japan oplevede en industriel vækst, da man øgede produktionen såvel som eksporten af varer som silke og kul, hvorved landet ligeledes oplevede økonomisk fremgang med dertilhørende forbedret levestandard blandt det japanske folk, hvilket fik indbyggertallet til at stige, mens mange søgte ind mod storbyerne, hvor udviklingen var mest markant. Japans industrielle fremgang skyldtes først og fremmest japanernes villighed til at lære og tage de nye værdier og ideer til sig fra Vesten, men i stedet for blot at ride med på bølgen, så var man blevet bidt af Vestens materialisme i en sådan grad, at man ønskede at være med i front. Tusindvis af japanere blev derfor sendt på missioner til udlandet for at hente viden og håndværk, som de kunne bringe med sig tilbage til Japan, så man på den måde kunne udvikle samfundet ved ligesom Vesten at være på forkant med teknologien ved at forstå videnskaben bag denne. For Japan handlede det altså primært om at løfte sig op på Vestens niveau, og derfor var det for den politiske elite nemt at viske den kulturelle tavle ren, mens folket dog blev fanget i et turbulent kaos.

Det var nemlig ikke alle, der var lige glade for den modernisering af Japan, der fandt sted i ekstremt tempo, idet denne førte til en national identitetskrise, hvor man på den ene side forsøgte at bevare sit kulturelle fodfæste, samtidig med at man stræbte efter at hente det bedste fra omverdenen, som kunne være med til at forbedre det japanske samfund. Tilhængere af det væltede shogunat samlede sig i hære og førte oprør mod kejserstyret, så flere små borgerkrige brød ud. Men Tokugawa-tilhængerne blev imidlertid nedkæmpet af kejserens støtter, og de blev med tiden fordrevet til Hokkaido, hvor de etablerede deres egen republik, Ezo-republikken, før denne dog blev opløst, da Kejser Meijis hær invaderede Hokkaido og gjorde krav på øen, så den blev en del af Japans territorium. Dette resulterede også i en decideret udrensning af det indfødte Ainu-folk, der blev de første ofre for en japansk ekspansion, som var inspireret af Vestens fortidige kolonisering. Japan spejlede sig nemlig i Vestens magt og globale status og anså denne for at være et resultat af deres aggressive overtagelse af landområder på verdensplan. Dette gav japanerne blod på tanden, idet man under sloganet “berig landet – styrk militæret” valgte at oprette et nationalt militær, som altså skulle være med til at styrke Japan, hvilket først og fremmest betød, at nationen skulle konsolidere sin magtstatus. Dette blev gjort ved at besejre to af verdens største nationer i krig: Kina i 1895 og Rusland i 1905, og japanerne havde således bevist over for sig selv og verden, at de på et halvt århundrede havde formået at gøre sig selv til en af klodens mest magtfulde nationer.

Meiji-restaurationen er således et skelsættende kapitel i japansk historie, for det var ikke blot en periode, der trak Japan ind i den moderne tidsalder, for det blev også startskuddet på Japans storhedsvanvid, der med tiden ville resultere i landets deltagelse i Anden Verdenskrig, hvor Japan som bekendt blev sat på plads af Vesten, da nationen blev lidt for trodsig.

 

Total Page Visits: 108 - Today Page Visits: 1