Oyashima

Oyashima er den oprindelige betegnelse for de japanske øer, der ifølge myten blev skabt af guderne Izanagi og Izanami, da de trådte ned fra himlen efter at have skabt det første stykke land kendt som Onogoroshima. Hér valgte de at forplante sig, hvilket resulterede i dannelsen af otte øer, der blev kendt som Oyashima, hvilket kan oversættes til "nationen med de 8 store (øer)", hvor man nu om dage mener, at der var tale om Honshu, Kyushu, Shikoku, samt øerne Avaji, Sado, Tsushima, Oki og Iki, der altså var de største øer i det, der udgjorde det oprindelige Japan, hvilket er grunden til, at den japanske kultur har sin begyndelse i de sydlige egne.

Det menes, at Onogoroshima var en ø i nærheden af Avaji, som derfor blev skabt først under navnet Awaji-no-ho-no-sawake-no-shima efterfulgt af Shikoku, der blev kaldt for Iyo-no-futana-no-shima. Herefter fulgte Oki, der blev kaldt Oki-no-mitsugo-no-shima, Kyushu, der blev kaldt Tsukushi-no-shima, Iki, der blev kaldt Iki-no-shima, Tsushima, der blev kaldt Tsu-shima, Sado, der blev kaldt Sado-no-shima, og til sidst Honshu, der blev kaldt Ohoyamatotoyoakitsu-shima. Man tog udgangspunkt i disse navne, da man senere omdøbte øerne, idet Honshu eksempelvis blev kendt som Yamato, Kyushu blev kendt som Tsukishi og Shikoku blev kendt som Iyo, mens de andre øer derimod har bevaret deres den grundlæggende del af deres oprindelige navne gennem tiden. Efterfølgende kom flere småøer til - heriblandt Goto-øerne og Shodoshima. Først i slutningen af 1800-tallet blev Hokkaido og Okinawa-øerne en del af Japan, og det samme gælder mange mindre øer, der altså ikke var inkluderet i "de 8 store", hvilket muligvis kan skyldes, at de var ubeboede eller uudforskede, dengang man definerede verden - altså Japan.

Japan var altså noget mindre end i dag, og det kan også diskuteres, hvorvidt man anså hele Kyushu og Honshu for at være japansk grund, idet disse egne var beboet af oprindelige folkefærd, der med tiden blev fordrevet eller udryddet, efter at myten om Japans grundlæggelse var opstået. På den anden side kan denne dermed også være medvirkende til, at man netop anså de to øer for at være hellige, og at andre folkefærd derfor ikke havde noget at gøre på dem. Grundet skabelsesmyten anså man ydermere Japan for at være gudernes land helt frem til slutningen på Anden Verdenskrig, da denne i høj grad var blevet udløst af, at Japan betragtede sig som et guddommeligt folk grundet forestillingen om den japanske kejserslægts relation til solguden Amaterasu. Det må som sådan formodes, at guderne ligeledes skabte resten af verden, da denne ifølge japansk mytologi ikke var fast, før Izanagi og hans kone Izanami begyndte at forme den, men fordi de skabte Oyashima som et af de første landområder, så mente japanerne altså også, at lige netop deres land var vigtigere end andres, selvom man ikke har nogen forklaring på, hvordan disse er opstået. Nu om dage er Japan kendt som Nihon og Nippon på japansk.

Total Page Visits: 355 - Today Page Visits: 1