Samurai

SamuraiSamuraier var medlemmer af krigerklassen i det japanske samfund, der oprindeligt opstod som soldater, efter Kejser Monmu introducerede en national hær omkring år 700. Cirka en fjerdedel af landets unge mænd skulle herefter indgå i militærtræning, så man på den måde havde et forsvar såvel som en hær i tilfælde af krig. Dette var dog også en tid, hvor Japan bestod af klansamfund, og det var således svært at bevare et nationalt militær, idet de fleste konflikter var interne og fandt sted mellem mænd, der ikke havde gennemgået nogen form for officiel kamptræning. Det var faktisk først i løbet af 1100-tallet, at de egentlige samuraier så dagens lys, da de højtstående krigere i klansamfundene blev hvervet som hærførere for det politiske styre, og det var også i denne tid, at man begyndte at bære de karakteristiske uniformer i form af rustninger og hjelme, ligesom man specialiserede sig i brugen af særlige våben såsom spyd eller sværd.

Samuraier havde primært til formål at lede fodsoldater i udbredelsen af kejserens territorium ved blandt andet at nedkæmpe oprørsklaner og indfødte folkefærd, men med tiden blev samuraierne så magtfulde, at de faktisk havde udviklet sig til at blive selvstændige klaner, der begyndte at indgå i konflikt med hinanden. Dette resulterede i, at man begyndte at gå direkte efter den politiske magt, og i 1160’erne blev den første samurailedet regering i Japan en realitet, før det samuraistyrede Kamakura-shogunat blev etableret i 1185. Dette førte til grundlæggelsen af samuraklassen som en selvstændig samfundsklasse med sin egen hierarkiske position, og man kunne herfra blive født ind i en slægt af samuraier, hvorved det var forventet, at man som mand selv påtog sig denne titel, da den i teorien gik i arv. Dette betød dog også, at der opstod magtkampe mellem de forskellige samuraiklaner, og det var blandt andet dette, der førte til Kamakura-shogunatets fald i 1333, hvorefter en anden klan – Ashikaga-klanen – overtog den politiske magt ved at oprette et nyt shogunat, før også dette blev væltet i 1573.

Herefter begyndte en periode med social uro med evige konflikter på tværs af klaner, hvor samuraier spillede en afgørende rolle, og det var da også en af disse – nemlig Oda Nobunaga, der med tiden formåede at lægge låg på borgerkrigene ved at samle landets daimyoer under sig, men dog uden at oprette et shogunat. Hans død betød imidlertid også, at ufreden på tværs af landets klaner genopstod, da der atter blev kamp om magten, og det eskalerede i det største interne opgør på japansk grund i 1600, da tilhængere af Tokugawa Iyeasu i øst kolliderede med Toyotomi Hideyoshis tilhængere i vest i Slaget ved Sekigahara, hvilket resulterede i en sejr til Tokugawa-klanen, der efterfølgende etablerede Tolugawa-shogunatet. Hermed blev Japan i sandhed forenet under et nationalt styre, da man herfra kun oplevede mindre lokale konflikter, og samuraiklassen, der på dette tidspunkt bestod af tusinder af mænd, blev i princippet overflødig. De havde imidlertid en del privilegier såsom fast gage, der gjorde dem bedre stillet i forhold til andre borgere, og nogle af de samurai-klaner, der havde støttet Tokugawa Ieyasu blev tilmed udpeget til at besidde høje stillinger, så de som sådan mistede deres krigerstatus. Andre blev derimod gjort herreløse og fik status som ronin, så de måtte rejse rundt og søge efter beskæftigelse såsom livvagter, eftersom det ikke var tilladt for samuraier at påtage sig almindelige stillinger som købmænd eller landmænd. De fleste samuraier endte imidlertid med at beskæftige sig med forskellige typer af praktiske og administrative opgaver hos den herre, de var ansat hos, så de i sidste ende arbejdede for deres løn.

Samuraier var kendetegnet ved, at de måtte bære og kunne anvende våben, og en tid med fred betød, at man også fik tid til at specialisere sig i brugen af disse, mens de for andres vedkommende bare var til pynt, og hvis en samurai manglede penge, kunne han tilmed se sig nødsaget til at sælge sit sværd. Samuraier havde ikke længere behov for at gå rundt med uniformer, da dette hørte til i slagmarken, men det var meget almindeligt, at de bar rundt på et sværd – typisk to – da dette var det foretrukne våben for mange, mens andre imidlertid foretrak andre typer af våben. Nu og da ville samuraier indgå i duel med hinanden for at teste eller vise deres kunnen – mange gange som en slags opvisning, men da der generelt set ikke længere var behov for at udkæmpe rigtige kampe, så opstod der skoler, hvor man kunne lære sværdkunst, og det var også i denne tid, at man ud fra konfucianismens tanker udviklede samuraikodekset kendt som bushido, hvilket er en morallære, der handler om, at livet er en lang træning, og at man via et roligt temperament skal forsøge at opnå visdom og erfaring ved at observere sin omverden. Samtidig blev samuraiers betydning i samfundet styrket gennem deres opfattelse af loyalitet, da man forventede, at de og deres familier altid udviste deres overordnede loyalitet ved til en hver tid at adlyde denne. Ordet samurai betyder faktisk “den som tjener”, og skulle man mod forventning ende med bryde sin overordnedes tillid, så ville det føre til stor skam og i mange tilfælde også til en straf, der eksempelvis kunne udforme sig gennem seppuku – rituelt selvmord med brug af ens korte sværd. For mange samuraier var en sådan død tilmed eftertragtet, fordi man dermed fik mulighed for i sandhed at vise sit værd, og på grund af indflydelsen fra buddhismens doktriner var man generelt ikke bange for at dø.

I løbet af et par hundrede år gik samuraier fra at være krigere til at være lærde, men i sidste halvdel af 1800-tallet genopstod den henlagte kamplyst dog igen på ny, da Japan efter 250 års isolation fra omverdenen valgte at genåbne grænserne til denne. Man blev således bekendt med en verden, hvor en markant udvikling havde fundet sted, mens den i Japan på mange måder havde stået stille, og det skabte behovet for en national hær, hvor man ganske naturligt udpegede samuraier som landets soldater. Dog opstod der også to overordnede grupperinger i landet, hvor man på den ene side ønskede at modernisere samfundet med udgangspunkt i Vesten, hvilket ville betyde, at Tokugawa-shogunatet skulle væltes. En periode med fred var dermed forbi, da Japans samuraier forenede sig i to lejre og begyndte at bekrige hinanden i en konflikt, der endte med, at Tokugawa-shogunatet led et nederlag og blev opløst. Kejseren fik hermed overdraget den politiske magt, og den efterstræbte modernisering af Japan gik således i gang.

Men dette var også på bekostning af samuraiklassen, for hermed blev denne i sandhed betragtet som uoverflødig, og da det i 1876 blev forbudt at bære sværd i det offentlige rum, var dette dødsstødet, der førte til samuraiernes endelige. De tusindvis af mænd, der før da havde haft status som samuraier, måtte hermed affinde sig med andre hverv, som de var nødt til at leve af, eller de kunne bevare deres krigerstilling ved at blive en del af landets voksende militær, hvilket senere ville gavne Japan i de store krige, som nationen ville indgå i i de kommende årtier. Hér ville samuraiens vilje og loyalitet nemlig gøre gavn, og efter Anden Verdenskrig ville denne mentalitet også være med til at gøre Japan til en økonomisk stormagt, da den blev et essentielt element i mænds tilgang til deres arbejde.

Total Page Visits: 201 - Today Page Visits: 1