Shinokosho

ShinokoshoDa Tokugawa-shogunatet blev etableret i 1603, indførte man en klasseopdeling i det japanske samfund, hvilket konsoliderede indbyggernes status i dette, så der ikke var tvivl om, hvem der var hævet over hvem. Øverst på den sociale rangstige fandt man naturligvis Kejseren, og under ham var vismændene ved hoffet, men det var dog shogunatet, der besad den politiske magt, så Kejseren såvel som hoffet var ikke andet end et symbol, eftersom den egentlige tinde i pyramiden blev udgjort af shogunen, og under ham fandtes hans udsendte repræsentanter, daimyoerne, der sørgede for at varetage kontrollen over de lokale domæner i Japan, og de øverste lag svarede dermed til det, man i Danmark kaldte for adelen. Det betød, at man havde bedre vilkår og flere rettigheder, og ens levestandard var i høj grad sikret via skatter, ligesom man fik gratis leveringer af ris.

Resten af borgene i Japan var som udgangspunkt inddelt i fire underklasser baseret på deres hverv – et system kendt som shinokosho, som var inspireret af konfucianismens samfundsidealer – men dette havde ligeledes en hierarkisk struktur, der adskilte disse borgerklasser fra hinanden og gjorde visse folk bedre stillede end andre. Umiddelbart under daimyoerne fandt man krigerklassen (SHI): samuraier, som der faktisk ikke længere var behov for, idet man i over 250 år befandt sig i en fredsperiode uden de store interne konflikter, men man mente, at samuraier besad en moralsk overlegenhed, som resten af befolkningen skulle se op til og anerkende. Af den grund blev samuraier behandlet med respekt og tilmed budt på gratis måltider og husly, fordi man i de underliggende samfundsklasser var nødsaget til at se på dem som værende overordnede. Mange samuraier kunne på den måde leve uden rigtig at skulle arbejde, men mange var ansat hos daimyoer som alt fra fægteinstruktører til livvagter. De var dog alle nødsaget til at ernære sig gennem andre, for det var ikke tilladt for samuraier at eje jord og drive landbrug. Samuraiklassen udgjorde under 10 % af borgerne i Japan under Edo-perioden, og det var de eneste borgerlige, der måtte bære sværd i det offentlige rum, og således kunne man også kende dem i gadebilledet, eftersom samuraier kun bar rustninger, når de befandt sig på slagmarken. Af den grund er katana-sværd blevet kendt som samuraisværd, idet de endte med at blive et symbol på samuraier.

Under samuraiklassen fandt man bønderne (NO), der udgjorde størstedelen af samfundet, idet mere end 80 % af befolkningen tilhørte bondeklassen. Det var dem, der sørgede for at drive landbrug og producere ris, hvilket var den vigtigste handelsvare, der samtidig var med til at mætte hele landet. Bønder var dermed en vigtig bestanddel i samfundsordenen, og det anerkendte man altså ved at placere dem i den øvre halvdel af shinokosho. De fleste bønder boede i landbyer uden for storbyerne, hvor de sørgede for at dyrke jorden, der hvor det var muligt, og det er altså deres udbredelse, der i høj grad har været med til at grundlægge de mindre byer i Japan. Bønderne holdt sig for det meste i deres landsbyer og interagerede sjældent med de andre borgerklasser, men det var der blandt andet behov for, når de skulle sælge deres høst. Da man stod for at levere noget, som alle japanere havde brug for, så var det dog ikke noget problem for bønderne at klare sig, for de producerede trods alt mad, som de selv kunne leve af, og når de solgte overskuddet, kunne de både opbygge rigdom og betale de nødvendige grundskatter, der i høj grad udgjorde det økonomiske fundament i samfundet. Når høsten slog fejl, var det ikke blot en katastrofe på et lokalt plan, men også et nationalt, fordi hele Japan var afhængig af landbrugets ve og vel, og hele bondesamfund blev derfor straffet, hvis de ikke kunne levere de nødvendige mængder fødevarer.

Under bønderne fandtes håndværkere og kunstnere (KO) – altså folk, der arbejdede med deres hænder og blandt andet stod for at opføre bygninger. Under 10 % af indbyggerne i Japan tilhørte dette samfundslag, og de holdt typisk til i storbyerne, hvor de drev værksteder eller virksomheder, der tilbød diverse ydelser. Det drejede sig for eksempel om smede, malere, tømrere og skulptører, men også skræddere, kurvemagere og papirproducenter, der fremstillede produkter, som de solgte videre. Fordi de producerede ting, som ikke var livsnødvendinge, tilhørte håndværkere og kunstnere altså den nedre halvdel af shinokosho, men de havde trods alt en gavnlig funktion i samfundet, så de var ikke en del af den egentlige underklasse. Dette var tværtimod købmændene (SHO), der fungerede som et forholdvis unødvendigt mellemled mellem producent og forbruger. Købmændene købte varer og solgte dem videre – enten i deres egen lokale butik i storbyerne eller ved at rejse rundt fra by til by med vogne fyldt med varer. På trods af deres lave sociale status var købmænd dermed afgørende for udbredelsen af nye produkter, da det var dem der stod for at fragte dem rundt og præsentere dem i nye egne. Købmænd udgjorde en meget lille del af indbyggerne i Japan.

Uden for det hierarkiske system fandtes dog borgere, der ikke passede ind i dette, eller helt var udstødt fra samfundet. Shintopræster og buddhistiske munke tilhørte eksempelvis ikke nogen borgerklasse, fordi de var tilknyttet religiøse instanser og fungerede som spirituelle vejledere, og det var således svært at give dem en fysisk status. Helligdomme og templer modtog dog økonomisk støtte fra både shogunatet og folket, så deres indkomst var på den måde sikret. Der fandtes også folk uden social status såsom slaver, tjenere, prostituerede, gøglere og skuespillere – altså generelt folk, der nærede sig ved at stå til rådighed for andre eller underholde dem. Og så var der også de udstødte – umenneskerne kendt som burakumin samt udlændinge. Burakumin bestod af folk, der beskæftigede sig med såkaldte urene hverv, hvorved man også betragtede disse mennesker som urene. Det var blandt andet folk, der havde at gøre med død, såsom bødler, bedemænd og slagtere. Udlændinge passede generelt ikke ind i det japanske samfund og var derfor udstødt fra dette grundet deres etnicitet, hvilket endnu den dag i dag præger befolkningsopdelingen i Japan. Disse mennesker fandtes i samfundet, men de tilhørte det ikke, hvilket vil sige, at de ikke havde nogen rettigheder og måtte leve afsides almindelige mennesker i ghettoer eller isolerede landsbyer.

Kvinder var heller ikke en officiel del af det japanske samfund – i stedet var det mændene, der udgjorde de forskellige lag, men via ægteskab eller slægt var kvinder tilknyttet en bestemt borgerklasse, og det var især kvinderne, der var medvirkende til, at man ikke oplevede indavl i disse, da kvinderne blev sendt på tværs af familier for at gifte sig, hvilket samtidig bandt flere slægter sammen, så man på den måde kunne knytte bånd. Gifte kvinder blev anset for at være en del af deres ægtefæller, så hvis en mand enten blev belønnet eller straffet, så overgik den samme skæbne hans kone, så kvinder var i høj grad underlagt deres mænd. Blandt samuraier var det almindeligt, at kvinder fungerede som hjemmegående husmødre, der skulle opretholde den samme grad af ære og moral, som deres mand. Blandt bønder, håndværkere, kunstnere og købmænd var det derimod ikke unormalt, at kvinder tog del i arbejdet som et familieforetagende, samtidig med at de ved siden af skulle passe hus og børn samt opvarte deres mand ved at lave mad, gøre rent og fremstille tøj. En kvindes opgave var først og fremmest at føre slægten videre, men hun var samtidig familiens husholderske, mens manden var den primære forsørger.

Klasseopdelingen under Edo-perioden ophørte i slutningen af 1800-tallet, hvor shogunatet blev væltet, mens daimyoer og samuraiklassen blev afskaffet.

Total Page Visits: 35 - Today Page Visits: 1