Shogun

Shogun

En shogun var en slags militær diktator, der i store perioder af Japans historie har besiddet den politiske magt i landet. Mens Kejseren endnu besad titlen som regent, så har Japan dog været kontrolleret af et såkaldt shogunat – en regering, der har sørget for at udarbejde love og med magt implementere disse i samfundet. Ordet shogun betyder egentlig general og blev oprindeligt anvendt som titel for særlige hærførere, og denne blev Minamoto no Yoritomo givet i år 1192, hvor han også etablerede Japans første shogunat med base i Kamakura, som shogunatet derfor blev navngivet efter. Dette varede i omkring 150 år, indtil det blev væltet i 1333. Herefter fulgte Kenmu-restaurationen, hvor to prinser besad titlen som shogun i sammenlagt tre år, før et nyt shogunat så dagens lys i år 1336. Dette var Ashigaka-shogunatet, der havde hovedsæde i Kyoto, hvilket eksisterede frem til 1573.

I denne periode var der politisk uro i Japan, hvilket eskalerede med Ashigaka-shogunatets fald, hvorefter Japan blev sendt ud i en periode præget af regionale konflikter, der som sådan havde eksisteret i landet i flere hundrede år. Disse endte efter Slaget ved Sekigahara, hvor Tokugawa Ieyasu tilkæmpede sig den politiske magt og således samlede landet ved at etablere Tokugawa-shogunatet i 1603 i byen Edo – nutidens Tokyo. Dette endte med at blive Japans sidste shogunat, der nåede at eksistere i mere end 250 år frem til 1868, hvor man igen valgte at overdrage den nationale magt til Kejseren.

Titlen som shogun gik som regel i arv til de nærmeste medlemmer af den pågældende slægt, og da det kun var mænd, der kunne besidde titlen som shogun, så var det derfor også kun dem, der kunne arve den. Der var for det meste tale om sønner eller brødre, der blev udpeget som værende værdige af den regerende shogun, der kunne have titlen frem til sin død, eller indtil han selv valgte at gå af. Som shogun var ens største opgave at sikre ro og orden i samfundet, hvilket blev gjort ved at udforme love, men også ved at forhindre borgerkrige ved at sikre fred. Shogunen havde naturligvis en række rådgivere, som han kunne rådføre sig med, og agenter, der kunne berette om samfundstilstandene, men ofte tog en shogun beslutninger baseret på subjektive holdninger, der tilgodeså hans egne interesser, og der har derfor været eksempler på midlertidige love, som kun har været gældende under en bestemt shoguns styre. Shogunen holdt til i en borg i den by, hvor shogunatet havde base, og så havde han ellers en række regionale repræsentanter kaldet daimyoer, som stod for at varetage kontrollen i de japanske domæner.

39 mænd har gennem tiden haft titlen som shogun under et eksisterende shogunat, mens titlen ligeledes er blevet anvendt af andre i perioderne uden et nationalt styre. Under Kamakura-shogunatet fra 1192 til 1333 var der 9 shoguner. Under Ashikaga-shogunatet fra 1336 til 1573 var der 15 shoguner. Og under Tokugawa-shogunatet fra 1603 til 1868 var der ligeledes 15 shoguner. Den sidste shogun var Tokugawa Yoshinobu, der overtog titlen i 1867, før han frivilligt valgte at frasige sig denne året efter, hvor Tokugawa-shogunatet altså blev opløst, da Kejseren herefter fik overdraget den politiske magt.

Tokugawa Yoshinobus mor var desuden Prinsesse Yoshiko, for shogunatet sørgede nemlig for at knytte bånd til den japanske kejserslægt ved at indgå ægteskaber mellem dennes medlemmer og shogunens slægt, så man på den måde kunne forhindre en eventuel konflikt om den politiske magt. Samme taktik benyttede Tokugawa-shogunatet sig af, da der blev arrangeret ægteskaber mellem Tokugawa-slægten og familiemedlemmer tilknyttet dennes daimyoer, så man således sikrede deres loyalitet, idet den politiske scene i Japan bogstavelig talt var én stor familie.

Total Page Visits: 559 - Today Page Visits: 1