Sokushinbutsu

SokushinbutsuSokushinbutsu er den japanske betegnelse for en selvmumificeret munk, der er udåndet i et meditativt stadie efter at have sultet sig selv i en længere periode gennem en flere år lang diet kaldet mokujikigyo, som indebærer indtagelsen af næringsfattigt naturmateriale som frø, grannåle og bark, hvilket henover tid vil nedbryde kroppens fedt- og muskelvæv, så man til sidst ikke er andet end skind og ben. Mens nogle munke på den måde døde af sult, så var der imidlertid andre, der fandt styrke i deres tro og kunne leve videre, for formålet med mokujikigyo var faktisk blot at forberede munkens krop til næste skridt, der bestod af en mumificeringsproces, hvilket altså i visse tilfælde blev foretaget, mens munken stadig var i live. Til dette fik en munk dog hjælp af sine kolleger, idet han siddende i lotusstillingen blev begravet i en kasse, hvor han kunne meditere ved at recitere sutravers, mens han hele tiden kunne ringe med en klokke og gøre opmærksom på, at han stadig var i live, indtil lyden en dag stoppede som bevis på, at han var død af sult og tørst. Fra kisten var der nemlig et bambusrør, som førte op til overfladen, så munken kunne trække vejret, og dette gjorde det også muligt at kalde på hjælp, hvis man opgav undervejs. Så snart, man ikke havde hørt klokken ringe i nogle dage, ville luftrøret blive stoppet til, så mumificeringsprocessen kunne begynder under jorden.

Munke, som allerede var døde af sult, ville også blive begravet i lotusstillingen, og så blev liget ellers opbevaret i jorden over en årrække, så det kunne stivne, før det blev gravet fri som en sokushinbutsu. Hundredvis af munke rundt omkring i Japan endte deres dage på sådan vis, og mens nogle senere blev begravet i særlige gravkamre, så blev andre derimod udstillet som tilbedelsesobjekter i templer, idet man simpelthen mente, at munkene via deres død havde formået at opnå fuld erkendelse, hvorved de var blevet til Buddhaer. Munkene mente altså ikke, at de begik selvmord, idet de var af den overbevisning, at de var nødt til at befinde sig i evig meditation, hvis de skulle have mulighed for at træde ind i Nirvana, og derfor stræbte de efter at blive en shokushinbutsu, ligesom de oven i købet fik hjælp til det. Selve mumificeringen var nemlig i høj grad overladt il munkens kolleger, som stod for at sikre ligets bevarelse, hvilket eksempelvis kunne gøres gennem munkens egen indsats i form af mokujikigyo, for jo mindre væv, en krop er i besiddelse af, desto større er chancen for, at den ikke går i forrådnelse, så meningen med at sulte sig selv var altså at sikre, at ens lig ville blive bevaret i den meditative tilstand. Af samme grund drak munke heller ikke væske, da en dehydreret krop vil have nemmere ved at blive mumificeret.

Selvmumificering er ikke udbredt inden for buddhismen, men det eksisterede blandt munke i Kina, før konceptet med tiden fandt frem til Japan, hvor det særligt var aldrende munke inden for religionen Shugendo, der begyndte at dyrke selvmumificering. Dette blev særligt udbredt i Tohoku-regionen fra 1600-tallet og frem til slutningen af 1800-tallet, hvor rituelt selvmord blev forbudt, men der er imidlertid eksempler på munke, der stadig valgte at lade sig selvmumificere ind i det 20. århundrede. I dag findes der officielt stadig 18 af disse mumier, som er blevet bevaret rundt omkring i Japan, hvor de tilhører bestemte templer, hvoraf nogle af disse viser dem frem for offentligheden, mens andre derimod vælger at holde dem gemt. Yamagata-præfekturet er særligt kendt for sine selvmumificerede munke, så her finder man 8 af de 18 mumier, mens der er 4 i Niigata-præfekturet. De resterende seks mumier findes fordelt i følgende præfekturer: Fukushima, Kanagawa, Kyoto, Gifu, Nagano og Ibaraki.

Total Page Visits: 51 - Today Page Visits: 1