Sonno joi

Sonno joiSonno joi kan oversættes til “ære være Kejseren – ud med barbarerne” og var et begreb, der kom til Japan fra Kina via introduktionen af konfucianismens dogmer. I 1800-tallet endte dette imidlertid med at blive et slogan, som man anvendte i kampen mod internationaliseringen, der i denne periode truede det japanske samfund og dets orden. Siden begyndelsen af 1600-tallet havde Japans grænser været lukket af for omverdenen, og kontakten til denne var derfor begrænset i cirka 250 år, indtil Tokugawa-shogunatet i 1854 ophævede landets isolationspolitik ved at underskrive en handelsaftale med USA. Dette mødte modstand fra flere egne af Japan, hvor man ikke gik ind for at styrke kontakten med udlandet, og det førte med tiden til borgerkrige, hvor shogunatet i 1868 blev væltet. Dette skyldtes blandt andet brugen af begrebet Sonno joi, med hvilket man agtede at styrke japanernes nationalfølelse og samtidig drive udlændinge væk fra landet, idet disse blev betragtet som barbarer, fordi man mente, at Japan var gudernes land, og at Kejseren tilmed stammede fra selveste solguden. Påvirkningen fra omverdenen blev altså af nogen anset for at være en invasion, og eftersom Tokugawa-shogunatet havde tilladt denne invasion at finde sted, så begyndte man at betragte styret som en fjende, hvorved man i stedet lagde sin lid til Kejseren.

Foragten mod udlændinge kom til udtryk på forskellig vis. Det var primært vesterlændinge, man mente udgjorde en trussel, og derfor var det også hvide mennesker, der blev udsat for japanernes had. Nogen blev mødt med truende adfærd, mens andre simpelthen blev slået ihjel. En af dem, der måtte lade livet, var for eksempel Charles Lennox Richardson – en engelsk handelsmand, der kom til at ride for tæt på en palankin med daimyoen Shimazu Hisamitsu ombord, hvorved hans livvagt dræbte Richardson. Dette skabte stor vrede i Storbritannien, der som hævn valgte at bombardere Hisamitsus domæne i Satsuma (Kagoshima). Satsuma-domænet var et af de domæner, hvor modstanden til udlandet var størst, og en af dem, der var tilhænger af denne, var blandt andet den daværende kejser, Komei, der sågar valgte at udforme en lov uden om shogunatet, da han i 1863 beordrede alle barbarer udvist inden for to måneder. Kejser Komei blev således den første kejser i flere hundrede år, som påtog sig en aktiv politisk rolle, hvilket blot stimulerede hans tilhængere til at støtte op om ham i kampen for at genetablere et royalt styre i form af et rent Japan uden udlændinge.

Dette blev kun delvist en succes, for i 1867 døde Kejser Komei, og hans søn, Kejser Meiji, var blot en teenager, der ikke havde meget forstand på politik. Da han kom til magten, endte Tokugawa-shogunatet med at kollapse, og Kejser Meiji overtog officielt magten i Japan, men i stedet for at benytte sig af denne til at lukke landets grænser i og fordrive udlændinge, så blev den unge kejser rådet til at lade sig inspirere af Vesten og implementere dennes ideologier i Japan. Man begyndte nemlig at betragte Vesten som en overlegen modstander, der besad en teknologisk og videnskabelig viden, som kunne være med til at løfte Japan op på et lignende niveau, så man kunne blive en medspiller på verdensplan. Dette resulterede i Meiji-restaurationen, hvor Japan på ganske få årtier bevægede sig bort fra den feudale tidsalder og ind i den moderne æra med alt, hvad dertil hørte af opfindelser og overbevisninger. Sonno joi-begrebet blev med tiden glemt og erstattet med en nyt: Fukoku kyohei, der kan oversættes til “berig landet – styrk hæren”. For nu handlede det altså om at løfte samfundet op, så man kunne beskytte sig selv mod andre nationer – heriblandt nabolandene, der blev set på som værende understående, hvilket førte til, at man begyndte at invadere disse i forsøget på at overtage dem. Dette første i sidste ende til, at Japan blev en del af Anden Verdenskrig, og efter slutningen på denne måtte Kejseren frasige sig sin guddommelige status såvel som politiske magt, hvorved Sonno joi aldrig blev en realitet. Japan er dog kendt for at være et af de lande i verden med den strammeste indvandringspolitik, og under 2 % af befolkningen er i dag udlændinge, hvilket kan indikere, at Sonno joi endnu eksisterer i det japanske samfund og japanernes sind i nogen grad.

 

Total Page Visits: 239 - Today Page Visits: 1