Toro

ToroI gamle dage fandtes der ikke udendørs belysning, så når folk i Japan gik rundt udenfor, måtte de typisk gøre brug af månelyset, når de skulle orientere sig, hvis de da ikke var i besiddelse af en håndholdt lanterne. Da Japan begyndte at føre handel med Kina resulterede dette i, at man blev introduceret for buddhismen, og rundt omkring i landet begyndte templer at blive bygget, og på vejen til disse opførte man ligeledes stationære lanterner af sten, metal eller træ, så en passage af lys kunne markere strækningen mod templet, når mørket faldt på. Disse lanterner kaldes på japansk for toro, og de stod typisk på række på hver sin side af vejen til et tempel, men kunne også stå enkeltvis andre steder på selve tempelgrunden, hvor der i aftentimerne var behov for lys. Som oftest var det lanterner af sten, som stod i grupper, mens lanterner af metal stod enkeltvis. Med tiden blev brugen af stillestående lanterner så udbredt til resten af samfundet, og de fungerede på den måde som en tidlig version af nutidens gadelygter. Med opfindelsen af elektricitet blev brugen af toro nemlig overflødig, og produktionen af dem døde langsomt ud, så de i dag primært kun fremstilles som dekorationer, hvilket de også blev før i tiden, da det blev et populært element i japanske haver. Rundt omkring i Japan og især ved templer står dog endnu mange af de gamle lanterner, der har formået at overleve tidens tand, og man kan tilmed også finde dem langt ude i naturen, hvor de er blevet dækket af mos og nærmest går i et med omgivelserne. Både den ældste stenlanterne og bronzelanterne står den dag i dag i Nara-præfekturet.

Der findes forskellige former for toro, for med tiden har man udviklet forskellige designs og funktioner. En stående toro kaldes for daidoro, mens en hængende kaldes for tsuridoro. De stående udgaver af toro er kendetegnet ved at være en form for udhulet boks med huller monteret på enten fødder eller en piedestal, der kan have forskellige højder og former, så længe den formår at stå stabilt på egen hånd. Øverst oppe findes et tag, som ligeledes kan have forskellige designs, og formålet med dette er at holde flammen beskyttet mod regn og sne, ligesom det naturligvis giver et æstetisk udtryk. De hængende lanterner er kendetegnet ved ikke at have nogen piedestal, men de har ofte fødder, så man kan tage dem ned og anrette dem på en flad overflade, hvis der er behov for det. Dog er de forsynet med et reb eller en kæde, idet de som regel er fastmonteret undertaget på en bygning, og dette gør det også muligt at bære rundt på dem. Grundet brandfaren er daidoro typisk udført i metal, ligesom flammen holdes bedre skjult af vægge for at forhindre, at gløder flyver væk. Netop fordi træ er brandbart, så har trælanterner altid været de mindst udbredte, men efter elektricitet er kommet til er det dog blevet almindeligt at opsætte lanterner af træ med elektrisk belysning, fordi det er de billigste lanterner at fremstille. Træ har også den fordel, at det kan males, og hér er den orange og røde farve mest populær, mens en toro af sten eller metal for det meste fremstår “nøgen”.

Total Page Visits: 15 - Today Page Visits: 1