Dødsmarchen på Bataan

I løbet af Anden Verdenskrig lykkedes det for Japan at invadere og overtage store dele af det asiatiske kontinent, hvilket inkluderede Filippinerne, der blev underlagt japansk styre i begyndelsen af 1942, hvilket inkluderede halvøen Bataan, som blev overtaget af Japan den 9. april, da generalmajor Edward P. King besluttede sig for at overgive sig. Hans enorme hær bestående af mere end 60.000 amerikanske marinesoldater blev efterfølgende taget til fange af de japanske styrker sammen med over 30.000 civile, hvorved japanerne stod i den situation, at de havde langt flere krigsfanger end udstationerede soldater, hvilket skabte forskellige problemer såsom pladsmangel og madmangel. Dette førte eksempelvis til, at de tusindvis af krigsfanger måtte sulte, mens man måtte påtage sig den opgave at fragte fangerne til andre egne af Bataan, idet de var forsamlet i byerne Mariveles og Bagac.

Japanerne ville gerne fragte majoriteten af krigsfangerne til Capas via San Fernando, hvor der befandt sig en jernbane, som ville gøre transporten af den enorme menneskeflok nemmere. Men turen til San Fernando måtte imidlertid foregå til fods, og der var tale om en 100 kilometer lang rute, som de udmattede og udsultede krigsfanger blev tvunget ud på, hvorved denne tur blev kendt som dødsmarchen på Bataan, idet tusindvis af mennesker nåede at omkomme på vejen til San Fernando. Turen begyndte allerede dagen efter den japanske besættelse af Bataan - den 10. april, hvor de første krigsfanger blev kommanderet mod nord, men først gennemgik japanerne folks ejendele for at se, om de var i besiddelse af våben eller forbudte genstande, hvilket endda inkluderede japanske effekter, idet man gik ud fra, at disse var tyvekoster stjålet fra japanske soldater. Så hvis amerikanske soldater eksempelvis havde japanske penge på sig, blev de henrettet, inden turen mod San Fernando begyndte.

På selve dødsmarchen var der mange, der omkom af sult, tørst, hedeslag, svækkelse, sygdomme eller som følge af de kvæstelser, de havde pådraget sig under kampene i dagene forinden. Andre blev dog også skudt eller stukket ihjel af japanske soldater, fordi de ikke kunne følge med og derfor blev betragtet som dødvægt, idet man kun måtte holde hvil i samlet flok, når der blev givet tilladelse, og så var det hverken tilladt at spise eller drikke på hele turen. For at få folk til at sætte tempoet op blev de udsat for mishandling, og nogen blev endda kørt over af køretøjer, hvis de faldt om. Selv ved ankomsten til San Fernando var lidelserne ikke forbi, idet krigsfangerne blev stuvet sammen i overfyldte vogne, hvor temperaturen var over 40 grader. Så på den timelange rejse til Capas var der også mange, som mistede livet, hvilket mange selvsagt også gjorde efter ankomsten, idet folk simpelthen var så afkræftede, at deres kroppe gav op. Det vides ikke, hvor mange der omkom som følge af dødsmarchen på Bataan, eftersom mange også nåede at flygte undervejs, men det formodes, at mellem 5.500 og 18.000 krigsfanger mistede livet som en direkte konsekvens af denne, da der blandt andet også udbrød malaria blandt fangerne. Majoriteten af de omkomne var desuden filippinere, mens under 1.000 amerikanere mistede livet. 

Dette er derfor en af Japans mest kendte krigsforbrydelser under Anden Verdenskrig - mest af alt fordi at der var tusindvis af vidner, som kunne berette, hvad de havde været igennem. De ansvarlige personer kunne derfor også blive retsforfulgt efter krigens afslutning, hvor den japanske kommandant Masaharu Homma blev dømt til døden ved en krigsdomstol, fordi han havde haft ansvaret for Bataan og dermed også dødsmarchen. 

Total Page Visits: 436 - Today Page Visits: 1