I løbet af Anden Verdenskrig lykkedes det for Japan at invadere og overtage store dele af det asiatiske kontinent, hvilket inkluderede Guam, der var en del af amerikansk territorium, da øen i slutningen af 1941 blev invaderet af de japanske tropper. Efter få dages kamp fik japanerne kontrol over øen den 10. december, og Guam forblev herefter underlagt japansk styre frem til 1944, hvor de allierede styrker gradvist fik generobret de okkuperede områder i Stillehavet. I juli 1944 var turen så kommet til Guam, der lagde grund til et to uger langt slag, som endte med, at de allierede tropper fik nedkæmpet japanerne, hvorved USA igen fik overtaget kontrollen over øen den 10. august.
Under Japans besættelse af øen blev soldater tilhørende de allierede styrker holdt i fangelejre, mens lokalbefolkningen blev sat til at tvangsarbejde, så Guam kunne fungere som en japansk base, hvilket desuden foregik ved, at man omdøbte øen til Omiyajima, ligesom man forsøgte at tvinge lokalbefolkningen til at indordne sig efter den japanske kultur. Det menes, at 10 % af Guams befolkning på cirka 20.000 mennesker døde som følge af den japanske besættelse, og inden denne endte, nåede de japanske soldater tilmed at stå bag flere massakrer, som kostede flere hundrede mennesker livet, hvoraf to af disse fandt sted i byen Merizo (nutidens Malesso), som ligger på den sydlige del af Guam.
Det vides ikke, hvorfor disse massakrer fandt sted, men det formodes, at der ganske enkelt var tale om handlinger udført i desperation, idet de allierede styrker nærmerede sig Guam, da den første massakre hændte i området kendt som Tinta den 15. juli 1941. På denne dag blev 800 af byens indbyggere samlet af de japanske tropper, hvorefter man udvalgte nogle af de mest prominente personligheder og slægtninge til amerikanske soldater samt 25 skolelærere og en enkelt kvinde og hendes to døtre, som nægtede at bukke for japanerne. Denne gruppe blev efterfølgende bragt med til en grotte, hvor de japanske soldater begyndte at kaste håndgranater ind i denne, så flere blev slået ihjel, mens andre blev såret. Dem, som stadig var i live, blev dog også dræbt med brug af sværd, og dagen efter fandt en noget nær identisk hændelse sted i området Faha, hvor 30 af de stærkeste mænd fra Merizo blev dræbt. Lokalbefolkningen vidste ikke, hvad der var sket med de mange mennesker, som var blevet ført væk af japanerne, men da de fik kendskab til de to massakrer, resulterede dette i optøjer, hvilket kostede 10 japanske soldater livet den 20. juli - dagen før de allierede styrker indtog øen.
Herefter blev de japanske soldater grebet af panik i en sådan grad, at de begik den ene massakre efter den anden - blandt andet den 21. juli, hvor dusinvis af civile blev henrettet i en grotte nær Fena-søen midt på øen. Fanger fra Manenggon-koncentrationslejren blev bundet fast og halshugget, mens hele familier blev henrettet i spontane massedrab overalt på øen, hvor folk desuden var blevet udsat for tortur, mens kvinder var blevet voldtaget i løbet af hele den japanske besættelse. Det vides ikke, hvor mange der helt nøjagtigt omkom under disse rædsler i sommeren 1944, men det vides med sikkerhed, at Japan stod bag en hel del krigsforbrydelser, som de allierede styrker begyndte at efterforske, allerede inden Anden Verdenskrig var afsluttet.
Man fik således fundet frem til de individer, som kunne stilles til ansvar efter krigens afslutning, men selvom man godt nok fik identificeret over 500 krigsforbrydere, så blev kun lidt under 150 af disse retsforfulgt. Enkelte blev dømt til døden, mens de fleste modtog fængselsdomme, hvoraf de længste af disse var livstidsdomme.