Wake Island er en del af Marshall-øerne og var dermed også en del af amerikansk territorium, da Japan den 7. december 1941 angreb Pearl Habor, hvilket var en krigserklæring mod USA, som herfra gik ind i Anden Verdenskrig. Kort efter angrebet på Pearl Habor blev Wake Island også udsat for et angreb, idet der på øen lå en militærbase, der grundet sin placering i Stillehavet var af strategisk betydning, så Japan derfor forsøgte at få denne destrueret med det samme. I De kommende uger lagde Wake Island således grund til et af de tidligste slag mellem Japan og USA, hvilket endte med en sejr til de japanske styrker, der overtog kontrollen over øen, hvor de overlevende amerikanske soldater blev taget til fange og holdt som krigsfanger, så de kunne udføre tvangsarbejde.
USA fortsatte dog med at forsøge at genvinde kontrollen over Wake Island, og da øen den 5. oktober 1943 blev beskudt af flådefly, frygtede japanerne, at en invasion var nært forestående. Kontreadmiral Shigematsu Sakaibara beordrede i den forbindelse, at de daværende 98 amerikanske krigsfanger skulle henrettes, hvilket førte til en massakre, hvor samtlige mænd blev ført til den nordlige del af øen, hvor de med bind for øjnene blev henrettet med maskingeværer. En enkelt mand formåede dog at overleve ved at løbe i skjul, men han befandt sig på en ø og havde derfor ingen steder at flygte hen. Senere vendte han derfor tilbage til massegraven, hvor de mange lig var blevet begravet, og hér indgraverede han en meddelelse på en stor sten, som lød: 98 US PW 5-10-43. De sidste tre tal angiver datoen for massakren, mens 98 er antallet af krigsfanger, mens US PW er en forkortelse for "United States Prisoners of War" - altså amerikanske krigsfanger.
Denne meddelelse findes stadig på stenen den dag i dag som et bevis på Wake Island-massakren, som ingen overlevede. Manden blev nemlig taget til fange og henrettet ved at blive halshugget af Sakaibara, og det er aldrig blevet opklaret, hvem han var. I august 1945 overgav Japan sig til USA, der i september overtog kontrollen over Wake Island, men inden da havde de japanske tropper sørget for at grave knoglerne fri fra massegraven og anbringe disse i et almindeligt gravsted, så massakren fra 1943 dermed ikke ville blive opdaget. Eftersom der ikke var nogen overlevende amerikanere tilbage på øen, måtte japanerne dog finde på en logisk forklaring på dette, så de fortalte, at krigsfangerne simpelthen var omkommet i bombetogter foretaget af USA.
Flere af de japanske soldater, som havde taget del i massakren, valgte dog at begå selvmord, fordi de skammede sig over at have taget del i en krigsforbrydelse, og nogle af dem efterlod afskedsbreve, hvori de beskrev massakren i detaljer, og på den måde fik USA altså kendskab til denne, så det samtidig blev muligt at stille Shigematsu Sakaibara til ansvar for denne. Han og hans underordnede kommandørløjtnant, Tachibana, blev begge dømt til døden og Sakaibara blev således en af de japanske krigsforbrydere, som blev henrettet i kølvandet på Anden Verdenskrig, idet han blev hængt i 1947, mens Tachibanas dom blev omstødt til livsvarigt fængsel.
De dræbte krigsfangers rester blev efterfølgende bragt til Hawaii, hvor de blev begravet på ny, og det var desuden ikke de eneste ofre for japanerne på Wake Island, hvor en dyreart endte med at blive udryddet, da Wake Island riksen simpelthen blev spist fra Jordens overflade af sulte japanske soldater.