
Toako Fujita blev født i Japan i 1938. Som 9-årig påstod hun, at hun var blevet besat af en ræv fra Hawaii, som gav hende psykiske evner, som gjorde hende i stand til at spå om fremtiden. Hun påtog sig derfor navnet Kototome og begyndte som 11-årig at optræde i medierne som en ung spåkone, der kunne forudsige fremtiden. På den måde blev Kototome et landskendt medium, der som voksen fik sig en bred skare af kunder, der endda inkluderede højt profilerede personligheder såsom japanske premierministre, der søgte vejledning hos Kototome for at finde ud af, hvordan deres fremtid så ud, så de også vidste, hvilke valg de skulle foretage sig i nutiden. Kototome forudså tilsyneladende, at visse personer ville opnå succes, ligesom hun forudså kendte menneskers død.
I 1961 giftede Kototome sig, men ægteskabet varede kun tre år og resulterede i, at hun fik en søn ved navn Goro. Sammen flyttede de to til Hawaii i 1970, da Kototomes popularitet begyndte at falde i Japan, efter at en af hendes ansatte var omkommet i en brand på arbejdspladsen, hvilket kostede Kototome 10 måneders fængsel. Og eftersom hun ikke havde forudset denne ulykke, begyndte man at tvivle på hendes evner. Af den flyttede Kototome til Hawaii, hvor hun videreførte sit hverv som spåkone, men hun kunne tilsyneladende heller ikke forudse den tragedie, der ville koste hende selv og hendes søn livet, idet de begge blev skudt i Honolulu i 1994.
Den 56-årige Kototomes lig blev fundet i hendes brændende lejlighed den 23. februar, mens den 20-årige Goros lig blev fundet i en udbrændt bil den næste morgen. Jagten på en dobbeltmorder gik derfor ind, og det varede ikke længe, før man begyndte at mistænke Goros bofælle - den 28-årige Raita Fukusaku, der mystisk nok var forsvundet efter drabene. Mens Kototome var blevet slået ihjel i sit hjem, så viste det sig, at Goro også var blevet skudt i sin lejlighed, hvor han boede med Raita, og hér fandt man patroner, som var identiske med dem, som de to ofre var blevet skudt med, mens overvågningsbilleder viste, at Raita havde båret Goros lig ud i den bil, der senere blev fundet udbrændt, hvorved der ikke længere var tvivl om, at Raita var den skyldige. Han havde ovenikøbet forsøgt at sælge Kototomes smykker i dagene efter drabet, hvor han nåede at forlade Hawaii og rejse til Japan.
Raita Fukusaku blev internationalt eftersøgt, hvilket førte til, at han valgte at melde sig selv i Japan den 4. marts, hvorefter han som den første japanske statsborger blev overdraget USA, så han hér kunne blive retsforfulgt for dobbeltdrabet i Honolulu. Han blev efterfølgende kendt skyldig og idømt to gange 20 års fængsel for drabet på den kendte spåkone og hendes søn. Motivet var tilsyneladende pengemangel, eftersom Raita havde forsøgt at tvinge Goro til at optage et lån for ham, hvorefter han i stedet valgte at skyde ham og køre videre til Kototome for at berøve hende.