

Den 17-årige Wakana Satake boede i byen Nanporo på Hokkaido sammen med sin familie, der ud over hende bestod af hendes 23-årige storesøster, 47-årige mor Miyuki og 71-årige mormor, Sumiyo, som var flyttet ind i huset, efter at hendes datter var blevet skilt fra sin mand, så hun kunne hjælpe med opdragelsen af børnene. Men fra da af blev livet et helvede for Wakana og hendes ene storesøster, som under deres opvækst begge blev udsat for kontrol og mishandling fra deres mormor, som tvang dem til husarbejde og straffede dem med vold, hvis de var uartige eller ikke efterlevede de forventninger, hun havde til dem. De to piger måtte eksempelvis ikke gå ind ad hovedindgangen, de sov i en køjeseng i en separat bygning, de skulle være hjemme fra skole inden klokken 17, og de blev fik sjældent nye ting, idet de eksempelvis ikke havde nogen skoletasker. Afstraffelse inkluderede blandt andet slag og spark samt kvælertag, ligesom pigerne blev tvunget til at stå nøgne udenfor i snevejr.
Pigernes mor ignorerede eller tog tilmed del i mishandlingen af sine egne børn, for huset, de boede i, tilhørte nemlig Sumiyo, som mente, at hun til en hver tid kunne smide dem ud, hvis de ikke lystrede og underkastede sig hendes magt, som hun selv kaldte for disciplinær opdragelse. Den ældste søster blev derimod behandlet med respekt og omsorg, fordi Sumiyo betragtede hende som slægtens arving, så der var markant forskelsbehandling på de tre søstre, hvilket førte til, at den mellemste af dem besluttede sig for at løbe hjemmefra for i stedet at slå sig ned hos nogle slægtninge. Og herfra var det således kun Wakana, der blev et offer for sin mormors tyranni, der til sidst blev for meget for hende.
Wakana udtrykte blandt andet sine frustrationer på internettet, hvor hun var aktiv på Twitter og hér skrev en foruroligende besked den 25. september 2014, hvor der stod, at hun havde fået nok af det hele efterfulgt af en masse kniv-emojier. Og dette var desværre et varsel om en kommende forbrydelse, som hun stod bag om aftenen den 30. oktober, hvor Miyuki og Sumiyo havde lagt sig til at sove, da de begge blev overfaldet af den 17-årige Wakana, der gik til angreb på dem med en køkkenkniv. Mens Sumiyo blev stukket flere gange i hovedet og brystet, så fik Miyuki derimod halsen skåret over, og Wakana havde dermed taget livet af sin mor og mormor. Men i stedet for at anmelde hændelsen gik hun tilbage til sit værelse, så drabene dermed først blev opdaget, da Wakanas søster vendte hjem fra arbejde i løbet af natten, hvor hun fandt frem til de to lig.
Men selvom der ganske vist var tale om et forfærdeligt syn, så var søsteren faktisk forberedt på det. Hun elskede nemlig Wakana og havde i årevis bevidnet den mishandling, som hendes to søstre havde været udsat for, hvilket også havde påvirket hende, så da Wakana fortalte, at hun agtede at slå deres mor og mormor ihjel, valgte søsteren simpelthen at assistere hende ved at give Wakana sovepiller og arbejdshandsker, så hun kunne udføre sin forbrydelse. Sovepillerne blev givet til de to kvinder, før de gik i seng, så Wakana kunne være sikker på, at de lå og sov, mens arbejdshandskerne skulle forhindre, at der kom fingeraftryk på kniven. For efter at være vendt hjem hjalp søsteren tilmed Wakana med at skille sig af med kniven samt handskerne ved at køre til en park, hvor begge dele blev efterladt.
Dobbeltdrabet kunne således ligne en hjemmeinvasion, da dette herefter blev anmeldt af søsteren. Men det var dog for mistænkeligt, at to kvinder var blevet dræbt på så brutal vis af en fremmed person, som endda ikke havde stjålet noget, så det varede ikke længe, før man begyndte at udspørge Wakana, som ingen længe valgte at tilstå, at det så sandelig var hende, der havde slået sin mor og mormor ihjel, og at motivet bag forbrydelsen var den fysiske og psykiske mishandling, hun længe havde været udsat for. Af samme grund modtog pigen faktisk sympati og støtte fra de lokale såvel som folk i resten af landet, som derimod mente, at Sumiyo var sagens sande skurk, og at hendes død sågar var velfortjent.
Eftersom Wakana var umyndig, så endte sagen i familieretten. Og selvom man havde at gøre med en 17 år gammel pige, som havde stået bag et dobbeltdrab på sine egne slægtninge, så tog man ikke desto mindre højde for de forhold, hun havde levet under, og at drabene dermed var et forsøg på at bryde fri fra sin uudholdelige tilværelse. Da hun både blev anset for at være en gerningsmand såvel som et offer, blev hun derfor anbragt på en medicinsk ungdomsinstitution, hvor hun kunne modtage pleje frem for straf. Hendes søster blev derimod idømt tre års fængsel for at have assisteret Wakana i drabene og efterfølgende skjule beviser for at dække over den sand gerningsperson.