I slutningen af 1970’erne og starten af 1980’erne blev flere japanere kidnappet af nordkoreanske agenter, så de kunne træne nordkoreanere til at blive spioner i Japan. I alt 17 japanere er blevet officielt anerkendt som kidnapningsofre, og mange af disse forsvandt fra Japan nær kysten til det japanske hav, hvorfra de nordkoreanske agenter tilsyneladende ankom med både, som de brugte til at fragte folk videre til Nordkorea. Men Nordkorea kidnappede imidlertid også andre nationaliteter i andre dele af verden, hvor de desuden heller ikke holdt sig tilbage fra at kidnappe japanere, og i 1980 fandt en dobbeltkidnapning tilmed sted i udlandet, da to unge japanske mænd blev lokket til at rejse til Nordkorea, mens de befandt sig i Madrid i Spanien. Der var tale om den 22-årige Toru Ishioka, der var på rundrejse i Europa, og den 26-årige Kaoru Matsuki, der var på et udvekslingsophold, da de uden videre forsvandt i løbet af maj måned.
De to unge mænd blev udvalgt som mulige kidnapningsofre af to japanske kvinder, som boede i Nordkorea, hvor de havde giftet sig med terrorister fra Japans Røde Hær, der efter en flykapring i 1970 endte med at slå sig ned i Nordkorea. De to kvinder var Yoriko Mori og Sakiko Wakabayashi, der nu arbejdede som udsendte agenter for Nordkorea, og fordi de var japanere, så var det nemt for dem at lokke Toru og Kaoru i den fælde, som de allerede begyndte at lægge i løbet af foråret 1980, hvor de tog kontakt til forskellige japanere i Spanien - heriblandt Toru Ishioka, som de mødte i Barcelona i marts. To måneder senere var de tre taget til Madrid, hvor Toru mødte Kauro Matsuki, som han valgte at introducere for Yoriko Mori og Sakiko Wakabayashi, der sørgede for at danne et venskabeligt forhold til de to fyre, hvilket udelukkende havde til formål at skabe et tillidsbånd, så det var nemmere for de to kvinder at overtale dem til senere at rejse med dem til Nordkorea.
Ifølge to andre japanere, som de fire hang ud med, så foreslog Yoriko og Sakiko på et tidspunkt, at de alle skulle tage et smut til Wien, men det er uvist, om det var sådan, de fik lokket Toru og Kaoru med sig, for en dag var de to unge mænd pludselig væk. Det sidste livstegn var ikke desto mindre et postkort, som Toru sendte til sin familie fra Wien den 3. juni, hvor han skrev, at han ville tage tilbage til Spanien, hvilket han dog aldrig gjorde, så det formodes, at han og Kauro i stedet blev lokket til at rejse til Nordkorea - muligvis via Moskva. Herefter var der nemlig ingen, som hørte noget til dem, og deres forsvinding forblev et mysterium indtil 8 år senere, hvor Toru Ishiokas familie modtog et brev, som var blevet sendt fra Polen. Dette var skrevet af Toru, der dog kunne fortælle, at han opholdt sig i Nordkorea, hvor han var blevet ført til sammen med Kaoru Matsuki, og nu boede med sin kone, der viste sig at være en anden forsvundet japaner - nemlig Keiko Arimoto, som han havde fået en datter med.
Det var lykkedes for Toru at overdrage brevet til en polak, som han tilfældigvis stødte ind i under en indkøbstur i den nordkoreanske hovedstad Pyongyang. Han bad vedkommende om at sende brevet for ham, når han havde forladt landet, hvilket manden gjorde efter at være vendt hjem fra Polen, og senere kom det også frem, at en af Torus venner havde taget et billede af ham i Barcelona, hvor Toru var blevet fotograferet sammen med sine to kidnappere, der kunne identificeres som Yoriko Mori og Sakiko Wakabayashi, som var bosiddende i Nordkorea, hvorved man for første gang kom i besiddelse af håndgribelige beviser for, at de nordkoreanske kidnapninger fandt sted, hvilket man i forvejen havde kendskab til ud fra vidneudsagn fra koreanere, som havde påtagede sig bortførte japaneres identiteter.
Det var dog først i 2002, at Nordkorea indrømmede at stå bag kidnapningerne af i alt 13 japanere, hvor både Toru og Kauro befandt sig på listen over disse, men de var imidlertid ikke blandt de 5 officielt overlevende, der senere samme år kunne vende tilbage til Japan. Ifølge Nordkorea døde Kaoru Matsuki nemlig i en trafikulykke i 1996, mens Toru Ishioka, Keiko Arimoto og deres datter alle døde af kulilteforgiftning i 1988 - samme år som det famøse postkort blev modtaget. Mens Toru og hans families gravsteder ifølge Nordkorea blev skyllet væk af oversvømmelser, så fik Kauros familie derimod tilsendt hans knogler som bevis på hans død. Efter DNA-analyser kunne de japanske myndigheder imidlertid konkludere, at knoglerne ikke stammede fra Kauro, og hans familie går derfor ud fra, at han stadig er i live og opholder sig i Nordkorea, hvor Toru Ishioka og Keiko Arimotos familie ligeledes er af den overbevisning, at deres kære stadig lever.