Den 20. april 1982 ankom den 3-årige Juri Koike med sin mor til en tandlægeklinik i byen Hachioji vest for Tokyo, hvor den lille pige skulle have foretaget en rutinebehandling, der havde til formål at forebygge karies. Til dette skule tandlægen benytte natriumfluorid, men han kom ved et uheld til at anvende flussyre, der er stærkt ætsende. Juri begyndte derfor at skrige af smerte, mens hendes mund blev fuld af blod, og hun blev straks bragt på hospitalet, da tandlægen indså, at han havde begået en fejl. Desværre stod pigens liv dog ikke til at redde, idet hun få timer senere omkom af forbrændingerne i sin mund.
Tandlægen Noboru Takenaka på 69 år blev efterfølgende sigtet for uagtsomt manddrab, hvilket han erklærede sig skyldig i, og han blev derfor idømt 4 års fængsel, hvoraf 1½ år blev gjort betinget, samtidig med at han blev dømt til at betale familien erstatning. Det viste sig, at Takenakas kone måneden forinden havde foretaget en bestilling af "flourid", hvilket ikke var defineret nærmere, så leverandøren endte med at sende flussyre, der er en opløsning af hydrogenfluorid, i stedet for natriumfluorid. Da ordren ankom, læste tandlægens kone ikke teksten på beholderen, før hun hældte dens indhold over i klinikkens egne beholdere, hvorpå der altså stod "natriumfluorid". Og således vidste tandlægen heller ikke, at der var tale om flussyre, før det var for sent.
I 2017 mistede en anden pige ligeledes livet efter en tur i tandlægestolen - denne gang i Fukuoka, hvor den 2-årige Noa Yamaguchi endte med at blive forgiftet af det lokalbedøvende middel lidokain, da dette blev sprøjtet ind i hendes blodbaner. Tandlægen blev i denne sag idømt 3 års fængsel, hvoraf 1½ år blev gjort betinget.