
Den 2. april 1957 forlod den 15-årige Kazutoshi Suyama sit hjem i Tokyo for at tage hen på en nærliggende badeanstalt. Han vendte dog aldrig hjem igen, og da hans mor to dage senere modtog et postkort, blev det da afsløret, at hendes søn var blevet kidnappet, idet der på dette stod, at hun skulle betale en løsesum på 150.000 yen, hvis hun ville have ham at se igen.
Kvinden kontaktede straks politiet, som valgte at følge med hende, da pengene skulle afleveres på Tsurugashima station. Men selvom hun ellers ventede på kidnapperen, så dukkede vedkommende aldrig op. Politiet begyndte derfor en eftersøgning ved at forhøre sig blandt Kazutoshis venner, og da de fandt ud af, at han var forsvundet efter at være taget til badeanstalten, kunne de fortælle, at de havde set ham forlade denne i selskab med en voksen mand.
Før politiet kunne nå at identificere og opspore denne mand, blev sagen dog løst med hjælp fra en helt anden kant. Kazutoshis kidnapper var nemlig den 26-årige Kunitaro Hayashi, der led af mentale problemer og derfor blev indlagt på et hospital den 6. april. Hér udviste Kunitaro en mistænkelig adfærd, hvilket fik hans læge til at tage forbi hans hjem den 9. april, hvor han gjorde et gruopvækkende fund, da han hér fandt frem til flere akvarier indeholdende menneskedele, som var blevet bevaret i formalin.
Lægen anmeldte sagen til politiet, der med tiden konkluderede, at der var tale om liget af Kazutoshi Suyama, der altså var blevet slået ihjel, hvorefter han var blevet parteret, så hans hoved, arme, ben og krop kunne blive anbragt i akvarier. Motivet lod imidlertid til at være seksuelt, eftersom Kunitaro tidligere havde lokket drenge hjem fra badeanstalten, så han kunne forgribe sig på dem, og da han udså sig den 15-årige Kazutoshi Suyama, endte han med at blive slået ihjel, fordi han tilsyneladende gjorde modstand, da Kunitaro forsøgte at tage tøjet af ham efter at have bragt ham med hjem.
Kazutoshi var altså allerede død, da Kunitaro sendte postkortet til hans mor, som dermed blev bildt ind, at hendes søn stadig var i live. I virkeligheden var han blevet dræbt og skåret i stykker, mens Kunitaro valgte at bevare kropsdelene i formalin, så han eksempelvis kunne kigge på drengens afskårede hoved og blive seksuelt opstemt af synet. Dette forværrede blot hans mentale problemer, så han måtte indlægges på en psykiatrisk afdeling, hvor han tidligere havde befundet sig. Kunitaro havde nemlig haft 12 katte, som han pludselig valgte at slå ihjel, hvorefter han parterede og spiste nogle af dem, hvilket var medvirkende til, at han blev indlagt til psykiatrisk behandling i 5 år, før han igen blev udskrevet. Men desværre havde behandlingen altså ikke haft nogen effekt på hans seksuelle tilbøjeligheder, hvilket kom til at koste en uskyldig dreng livet.
Til trods for at han tydeligvis led af psykiske problemer, så afholdt dette dog ikke den unge mand fra at blive dømt for forbrydelsen, idet han året efter modtog en dom på 10 års fængsel. Dette var ydermere en opsigtsvækkende sag, eftersom både offeret og gerningsmanden var sønner af berømte fædre. Kunitaros far var nemlig go-spilleren, Yutaro Hayashi, mens Kazutoshi var søn af bryderen Umeyuki Kiyomigawa, som hans mor var blevet skilt fra, og Kazutoshi boede derfor hos hende, mens hans far var i udlandet, da hans søn blev dræbt.