Familietragedien i Toyokawa

Familietragedien i Toyokawa
Takayuki som teenager og hans hjem efter forbrydelsen

Familietragedien i Toyokawa

Den 30-årige Takayuki Iwase boede hjemme hos sine forældre i byen Toyokawa, hvor han havde isoleret sig på sit værelse og dermed levede som en såkaldt hikikomori. Eftersom han ikke havde noget arbejde, blev den unge mand altså forsørget af sine forældre, og han benyttede eksempelvis sine forældres kreditkort til at købe ting over internettet, idet han tilbragte størstedelen af sin tid foran computeren og sjældent bevægede sig uden for en dør. Men selvom Takayuki købte en masse ting, så blev disse sjældent taget i brug, når de blev leveret til huset, hvor mængden af uåbnede papkasser derfor hobede sig op, mens forældrenes konto blev mærket af deres søns overforbrug.

I 2010 tog familien derfor kontakt til de sociale myndigheder og politiet i forsøget på at få hjælp til at håndtere Takayuki, men denne nåede desværre aldrig at blive iværksat, for da Takayukis far opdagede, at Takayuki havde opbygget en gæld på 2 millioner yen, besluttede han sig for at reagere ved at spærre sit kreditkort og afbryde internetforbindelsen, så hans søn dermed ikke kunne gøre flere online-køb. Men dette vakte imidlertid Takayukis vrede, idet han natten til den 17. april gik amok med en kniv i familiens hjem, hvor han stak samtlige af sine slægtninge, imens de lå og sov.

Takayukis 58-årige far og 1 år gamle niece endte med at dø af deres skader, mens hans 58-årige mor, 22-årige bror og 27-årige svigerinde blev såret under angrebet, der blev afsluttet med, at den 30-årige mand valgte at sætte ild til en futon på sit værelse, inden han flygtede fra huset. Branden blev dog hurtigt opdaget og slukket, da den sårede bror formåede at begive sig udenfor efter hjælp, og han kunne således også berette, hvad der var sket, og hvem der stod bag. Eftersøgningen af Takayuki gik derfor i gang, og da han i løbet af natten blev opsporet, blev han anholdt for den opsigtsvækkende forbrydelse, der viste sig at have et endnu mere opsigtsvækkende motiv, da Takayuki forklarede, at han ville dræbe hele sin familie, fordi de havde slukket for internettet.

Sagen satte derfor fokus på det stigende problem med hikikomorier i Japan, og hvilke konsekvenser det kan have, hvis ikke disse modtager hjælp. Men faktisk havde Takayukis familie forgæves forsøgt at få hjælp, idet de allerede aftenen før drabet havde tilkaldt politiet, da Takayuki udviste voldelig adfærd. Men eftersom denne aldrig var eskaleret, og han dermed ikke havde gjort noget ulovligt, så kunne politiet heller ikke gribe ind i det, der blev anset for at være en privat konflikt. Takayuki blev senere diagnosticeret med autisme, og i retten valgte man at tage højde for hans psykiske forstyrrelser, da han blev idømt 30 års fængsel i stedet for en livstidsdom, som anklagemyndigheden ellers søgte om. 

Total Page Visits: 14 - Today Page Visits: 1