Futoshi Matsunaga og Junko Ogata

Futoshi Matsunaga og Junko Ogata
En af lejlighederne og sagens involverede parter

Futoshi Matsunaga og Junko Ogata

Futoshi Matsunaga og Junko Ogata var et par, der fra 1996 til 1998 stod bag syv menneskers død i byen Kitakyushu, hvor de to havde købt flere lejligheder, efter at de i 1992 havde taget flugten fra deres hjemby, da Futoshis firma gik konkurs som følge af økonomisk svindel. Futoshi og Junko blev herefter eftersøgt og slog sig sammen med deres to små børn ned i Kitakyushu, hvor de mødte den 34-årige Kumio Toraya, som boede alene med sin datter. Da Futoshi fandt ud af, at Kumio havde snydt sin arbejdsplads for penge, besluttede Futoshi sig for at udnytte dette ved at true Kumio med at anmelde det, og på den måde fik han overtaget Kumios identitet og gjort ham og hans datter til sine personlige slaver. De to blev derfor holdt indespærret i en af Futoshis lejligheder, hvor de blev tvunget til at adlyde hans ordrer, mens de blev udsat for tortur, hvis de nægtede. Kumio og hans datter blev tilmed tvunget til at slå på hinanden, så de på den måde begyndte at hade hinanden.

Den 26. februar 1996 omkom Kumio så, da Futoshi gav ham elektrisk stød. Da Futoshi viste liget til Kumios 11-årige datter, fortalte han dog, at det var hende, der via vold havde slået sin far ihjel, hvilket pigen troede på, men Futoshi forklarede, at han nok skulle holde det hemmeligt, så længe hun fortsatte med at adlyde ham. På den måde fik han pigen til at partere sin fars krop sammen med Junko, ligesom de to stod for at skille sig af med ligdelene ved at purere dem, øse dem på flasker og hælde indholdet ud i havet. Pigen blev boende sammen med Futoshi og Junko, der udgav sig for at være hendes forældre, og hun kunne dermed gå i skole, mens hun fik ansvaret for at passe parrets to sønner.

Junko havde kappet forbindelsen til sin familie, da hun i 1992 flygtede sammen med Futoshi, men da de to manglede penge, valgte Futoshi denne gang at udnytte Junkos familie, da han i 1997 kontaktede dem og bildte dem ind, at Junko havde slået Kumio ihjel. Af frygt for at han skulle gå til politiet valgte hele Junkos familie at flytte til Kitakyushu, hvor de blev gjort til Futoshis slaver, idet han herfra fik kontrollen over hele familien bestående af Junkos forældre: Takashige og Shizumi, Junkos søster og svoger: Reiko og Kazuya, samt Junkos nevø og niece: Yuuki og Aya. Samtlige familiemedlemmer forsvandt således fra deres eget hjem, da de flyttede ind hos Futoshi og Junko, hvorpå de begyndte at leve som en sekt med Futoshi som overhovedet.

Futoshi fik gradvist hjernevasket familien til at adlyde hans ordrer, og samtidig såede han splid imellem dem ved at torturere dem med stød, og det var på den måde, den 61-årige Takashige mistede livet den 19. december 1997, hvor de andre familiemedlemmer blev tvunget til at partere hans lig og skille sig af med dette på samme måde, som da Kumio døde. Chokket over at have mistet sin mand drev dog den 58-årige Shimizu til vanvid, så Futoshi overtalte hendes døtre og svigersøn til at tage livet af hende den 20. januar 1998. Efterfølgende blev de også sat til at partere hendes lig og skaffe dette af vejen.

Familien tog videre til en ny lejlighed i Kitakyushu, hvor den næste i rækken var Junkos søster - den 33-årige Reiko, der den 10. februar 1998 blev dræbt af sin mand med hjælp fra Junko og datteren Aya. Den 13. april omkom så den 36-årige Kazuya af svækkelse som følge af underernæring, og efter at have mistet begge deres forældre var 10-årige Aya og 5-årige Yuuki således de sidste, der var tilbage i Junkos familie. Men trods deres unge alder blev også de udset som ofre for Futoshis tyranni, da Aya og Junko blev tvunget til at kvæle Yuuki den 17. maj. Måneden efter havde Aya så fået nok af det hele, da hun den 7. juni indvilligede i at blive dræbt, da hun blev kvalt af Junko og Kumios datter, som stadig boede sammen med familien og derfor tog del i både mishandlingen og afskaffelsen af ligene.

Det blev dog også hende, der førte til, at de syv drab blev opdaget, da hun i 2002 omsider fik nok af sin usle tilværelse, idet hun som 17-årig flygtede hjem til sine bedsteforældre, hvorefter Futoshi og Junko den 7. marts blev anholdt i en alder af 40 år. Udover deres to sønner var der desuden også to tvillingepiger i lejligheden, som Futoshi havde overtaget fra en enlig kvinde, så han på den måde kunne modtage børnepenge fra hende. Alle fem børn blev overdraget til de sociale myndigheder, og selvom Kazuyas datter godt nok havde hjulpet til i nogle af forbrydelserne, så blev hun ikke sigtet, fordi hun havde befundet sig under den kriminelle lavalder og desuden blev anset for at være et offer på højde med de dræbte. For selvom Futoshi kun havde taget del i et fåtal af drabene, så blev han anset for at være den hovedskyldige, eftersom det var hans manipulerende evner, der havde fået Junkos familie til at slå hinanden ihjel.

Junko havde imidlertid aktivt taget del i de fleste drab, så hun blev retsforfulgt side om side med Futoshi, så i 2005 blev de begge dømt til døden. Begge ankede dog, hvilket endte med, at Junkos dødsdom blev omstødt til en livstidsdom, hvorimod Futoshis dødsdom stod ved magt. I retten anerkendte man nemlig, at selvom Junko godt nok havde slået hele sin familie ihjel, så var dette sket via manipulation, og derfor mente man ikke, at hun skulle idømmes en lige så hård straf som den person, der havde stået for at manipulere hende.

Da denne sag kom frem i 2002 sendte den chokbølger gennem det japanske samfund, da man fik kendskab til de rædsler, der havde udspillet sig i Kitakyushu, og det har generelt været svært for folk at forholde sig til omfanget af disse, fordi sagen er så kompleks og grotesk. Mange har svært ved at forstå, hvordan en hel familie kunne forsvinde, uden at nogen opdagede det, og hvorfor de lod sig udnytte og tilmed dræbe hinanden uden at flygte, men det skyldtes altså, at Futoshi formåede at få kontrol over folk og via hjernevask beordre dem til at følge hans kommandoer ved blandt andet at bryde med deres egen moral, og derfor er dette en af de mest opsigtsvækkende kriminalsager i Japan i nyere tid.

Total Page Visits: 405 - Today Page Visits: 1