Giftmordene i Edogawa

En sløret artikel om sagen

Den 9. marts 1956 trådte en 19-årig kvinde ind på en politistation i Edogawa-distriktiet i Tokyo med beskeden om, at hele hendes familie havde valgt at begå selvmord ved at indtage gift. Da politiet fulgte med den unge kvinde hjem, fandt de da også hendes 46-årige mor og 8-årige bror døde, mens hendes to andre brødre på 12 og 17 år fortsat var i live. De blev derfor hastet på hospitalet, hvor deres liv dog ikke stod til at redde, og man kunne senere konkludere, at alle fire familiemedlemmer havde mistet livet efter at have indtaget natriumcyanid, der var blevet tilsat noget juice, som de alle - foruden den 19-årige kvinde havde drukket.

Dette vakte derfor politiets mistanke, for hvis der var tale om et gruppeselvmord, hvorfor var hun så ikke en del af det? Kvinden blev af den grund afhørt, hvilket førte til, at hun til sidst valgte at tilstå, at der ikke var tale om et gruppeselvmord, men at det derimod var hende, der havde valgt at slå hele sin familie ihjel ved at forgifte dem. Den 19-årige kvinde havde nemlig haft en problematisk tilværelse, efter at hendes far var gået bort nogle år forinden. Hun havde eksempelvis hævet en del af hans livsforsikring og var kortvarigt løbet hjemmefra for at leve på egen hånd, men da dette ikke var muligt, vendte hun tilbage for at bo hos sin mor og tre mindre brødre, som hun blandt andet var med til at forsørge ved at arbejde på en fabrik.

Det var på denne fabrik, at kvinden fik fat i natriumcyanid, som hun egentlig havde tænkt sig at begå selvmord med. Men da hun forelskede sig i en mand fra sin mors arbejde, ændrede hende planer sig, da han nægtede at gifte sig med hende, fordi han ikke agtede at påtage sig de forpligtelser, der fulgte med, idet hun jo havde en enlig mor og tre umyndige brødre, som manden frygtede at skulle tage sig af. Den 19-årige kvinde troede derfor, at manden ville gifte sig med hende, hvis hun ikke længere havde nogen familie, og derfor besluttede hun sig for at tage livet af sin mor og brødre ved at tilsætte natriumcyanid i deres juice.

Selvom hun dermed havde slået fire personer ihjel, hvoraf tre af dem endda var børn, så var hun med sine 19 år selv umyndig, så selvom anklagemyndigheden ellers havde søgt efter at få hende idømt fængsel for livstid, så slap hun med en temmelig mild dom på blot 15 års fængsel.

Total Page Visits: 50 - Today Page Visits: 1