Kanto-jordskælvsmassakren

Kanto-jordskælvsmassakrenDen 1. september 1923 blev Kanto-regionen ramt af et jordskælv, der blandt andet lagde Tokyo i ruiner. Dette endte med at blive den værste naturkatastrofe i Japan med over 100.000 dødsofre, men i kølvandet på katastrofen opstod der ligeledes kaos i samfundet, da undtagelsestilstanden i en periode satte både moral og lov ud af kraft. Der begyndte blandt andet at blive spredt rygter om, at det koreanske mindretal i hovedstaden begik både tyveri og hærværk, hvilket med tiden førte til, at koreanere blev forfulgt og chikaneret, fordi man i befolkningen var overbeviste om, at de agtede at begå oprør og gøre brug af de kaotiske samfundsforhold til at undertrykke det japanske folk med henblik på at løsrive sig fra Japan, som Korea på dette tidspunkt var en del af. Dette massehysteri var som sådan ubegrundet, men bevirkede ikke desto mindre, at koreanere i Kanto-regionen begyndte at blive jaget vildt, udelukkende fordi de var koreanere og dermed blev betragtet som en mulig trussel. Koreanske mænd, kvinder og børn blev ikke kun mødt med social udstødelse – de blev også udsat for vold, og mange blev sågar slået ihjel af oprørte folkemængder, der tæskede hundredvis af uskyldige ihjel, heriblandt hele familier. Nogle gange antog man fejlagtigt kinesere og endda japanere med lokal dialekt for at være koreanere, idet man opsatte vejafspærringer og identificerende folk ud fra deres udtale, og de blev således også ofre for den sociale panik.

Japanske aviser var med til at forstærke frygten ved blandt andet at skrive historier om, at vandet i brønde var blevet forgiftet af koreanere, så folk ikke turde drikke det. En politikomisær valgte at modbevise denne påstand ved selv at tage en slurk vand fra en brønd, for mens urolighederne stod på, forsøgte politiet at sikre orden ved at beskytte de de over 20.000 koreanere i og omkring hovedstaden. Da mange koreanere søgte tilflugt på politistationer, blev disse imidlertid angrebet, og flere blev sågar brændt ned – heriblandt politiets hovedkontor i Tokyo. Andre steder tog politiet derimod del i massakren, og det samme gjorde militærfolk, der ellers var blevet sat ind for at forhindre denne slags tilstande. Efter cirka tre uger kom situationen endelig under kontrol, men i denne periode havde mange uskyldige koreanere mistet livet. Helt præcist hvor mange er dog uvist, idet officielle dokumenter hævder, at der blot var tale om et par hundrede, mens andre optællinger derimod sætter tallet til over 6000. Over 300 japanere blev imidlertid anholdt og sigtet for at have medvirket i massakren, men majoriteten af disse gik fri, fordi man opfattede deres handling som værende patriotisk, fordi de gik ud fra, at de beskyttede Japan. De få, der blev dømt, blev efterfølgende løsladt i forbindelse med Kronprinsensens bryllup nogle måneder senere, og massakren er således kendt for at være blevet begået uden nogen konsekvenser.

At det lige netop var koreanere, der blev udset som ofre, skyldtes, at Japan i denne tid så ned på andre asiater, hvilket senere ville føre til landets deltagelse i Anden Verdenskrig, hvor man forsøgte at kolonisere sine nabolande. Massakren på koreanere er et betændt emne, som mange politikere såvel som japanske borgere selv nu om dage ikke gider at forholde sig til eller tale om. I 1973 lykkedes det dog for en rettighedsgruppe at få rejst en mindesten Yokoamicho Park i Tokyo, til minde om massakren og dens ofre, men koreanere var dog ikke de eneste ofre for urolighederne efter Kanto-jordskælvet, for nationens svækkede stadie førte også til frygt for at radikale bevægelser ville benytte sig af muligheden til at begå statskup og erobre den politiske magt. Dette var i hvert fald myndighedernes begrundelse for, at anarkister, socialister og kommunister ligeledes blev forfulgt og i værste fald slået ihjel – heriblandt fremtrædende personligheder og deres familier, som også inkluderede små børn. Løjtnant Masahiko Amakasu og hans enhed stod eksempelvis bag drabet på anarkisten Sakae Osugi og hans kæreste, feministen Noe Ito, samt hans 6-årige nevø. Amakasu blev efterfølgende idømt 10 års fængsel for sin medvirken i de tre drab, for i modsætning til massakren mod det koreanske mindretal, så skabte disse røre blandt befolkningen. Amakasu blev dog løsladt, da Hirohito blev udnævnt som kejser et par år senere, og han kunne efterfølgende fortsætte med at arbejde for den japanske hær – blandt andet ved at producere propagandafilm i Manchuriet. Her begik han selvmord efter Japans nederlag under Anden Verdenskrig i 1945.

Total Page Visits: 75 - Today Page Visits: 2