Den 31. marts 1963 forlod den 4-årige Yoshinobu Murakoshi sit hjem i Tokyo for at tage hen og lege i en nærliggende park. Han vendte imidlertid ikke hjem igen, så hans forældre gik ud fra, at han var faret vild, og gik derfor ud for at lede efter ham. Da de ikke kunne finde frem til deres søn, gik de i stedet til politiet, der sørgede for, at drengen blev efterlyst i medierne, men han forblev dog savnet resten af dagen. Næste dag modtog politiet så et tip om, at nogle mænd var blevet set i parken, samtidig med at Yoshinobu forsvandt, og man begyndte på det tidspunkt at mistænke en mulig kidnapning - noget som blev bekræftet dagen efter, hvor familien modtog en opringning fra en mand, der fortalte, at han havde Yoshinobu og krævede 500.000 yen for at slippe drengen fri.
For første gang i historien valgte politiet herefter at gå til medierne for at lave en aftale, som gik ud på, at de ikke måtte dække historien af frygt for at alarmere kidnapperen. Tre år forinden blev den 6-årige Masaki Ozeki nemlig slået ihjel af sin kidnapper, da hans ansigt begyndte at florere i medierne, så herfra begyndte politiet et samarbejde med medierne i kidnapningssager for at beskytte ofrene og deres familier.
Yoshinobus forældre modtog endnu et opkald den 3. april og så igen den 4. april, hvor man valgte at optage den 4 minutter lange samtale. Den 6. april ringede kidnapperen så tilbage og gav denne gang instrukser i forbindelse med overleveringen af pengene, som skulle placeres i en telefonboks ved Ueno station. Yoshinobus mor tog straks derhen for at lægge pengene, men disse blev dog aldrig hentet, for senere samme aften ringede kidnapperen og fortalte, at han havde set politi ved stationen, og derfor turde han ikke møde op. Om natten ringede han tilbage og bad moderen lægge pengene på et aftalt sted nær hendes hjem, og denne gang blev de samlet op, selvom politiet ellers også var til stede hér. Kidnapperen mødte dog op, uden politiet så det, og i bytte for pengene gav han Yoshinobus sko. Drengen fik dog ikke lov at vende hjem, og familien hørte ikke mere til kidnapperen efter at have betalt løsesummen.
Den 13. april gik politiet til medierne for at henvende sig til kidnapperen med kravet om at levere Yoshinobu tilbage til hans forældre, men da dette ikke havde nogen effekt, valgte de at inddrage offentligheden i deres efterforskning, da de udgav båndoptagelsen med kidnapperens stemme. Dette førte dog ikke til noget gennembrud, og sagen forblev uopklaret frem til 1965, hvor politiet oprettede en specialenhed og gennem denne kom på sporet af den 32-årige Tamotsu Ohara, der blev anholdt den 4. juli. Han erkendte at stå bag kidnapningen af Yoshinobu og bekræftede også politiets værste formodninger - nemlig at drengen ikke var blevet sendt hjem, efter løsesummen var blevet betalt, fordi han var blevet slået ihjel, allerede efter han blev kidnappet. Hans lig blev dagen efter fundet begravet ved et tempel, og Tamotsu blev dermed sigtet for både kidnapning og drab. Han blev derfor dømt til døden og henrettet i en alder af 38 i 1971.
Kidnapningen af Yoshinobu førte til, at man i Japan valgte at oprette en politienhed med speciale i kidnapningssager, idet man indtil da ikke havde erfaring med eller kendskab til, hvordan disse skulle håndteres og opklares. Sagen havde en så stor indvirkning på samfundet, at den førte til lovændringer, ligesom der er blevet skrevet bøger og lavet både film og serier om den. Kun en måned efter kidnapningen af Yoshinobu oplevede man i Japan en anden famøs kidnapningssag, da den 16-årige Yoshie Nakata blev kidnappet og dræbt i Saitama-præfekturet.