Knivangrebet i Nishinari

Tadaaki Hashida og en avisartikel om sagen

Den 17. juni 1981 kom den 29-årige Gunji Kawamata på Japans forsider, da han under en psykose gik amok med en kniv på åben gade i Tokyo, hvor han endte med at tage livet af fire mennesker. Denne sag var derfor med til at sætte fokus på problemet med stofmisbrug, men allerede året efter udspillede en lignende hændelse sig i Nishinari-distriktet i Osaka, hvor den 47-årige Tadaaki Hashida ligeledes slog fire mennesker ihjel under et knivangreb. Tadaakivar nemlig misbruger og havde begået en del lovovertrædelser i forvejen, før han den 7. februar 1982 ville ende med at begå et massemord i det lejlighedskompleks, hvor han boede på første sal sammen med sine tre børn og 34-årige hustru. Og så var det endda hende, som blev hans første offer, da et skænderi ved morgenbordet fik Tadaaki til at trække en kniv frem fra skuffen, med hvilken han stak sin kone i brystet.

Tadaakis 11-årige søn forsøgte at stoppe sin far, men blev ligeledes stukket ned, før manden forlod hjemmet for herefter at invadere en af nabolejlighederne, hvor han stak en 34-årig mand og hans 47-årige kone. Sårede forsøgte de begge at flygte fra lejligheden, mens skrigene fik naboerne til at søge ud på gangen, hvor de blev vidner til forbrydelsen. Mens en kvinde skyndte sig at ringe til politiet, blev hendes 49-årige mand imidlertid stukket ned, hvorpå Tadaaki begav sig videre til stueetagen, hvor han nåede at stikke en 56-årig mand og hans 20-årige datter, før han blev anholdt af en tililende betjent. I alt var syv personer var blevet stukket ned, og selvom de alle blev bragt på hospitalet, så endte fire af dem med at dø: Hashidas kone, den 47-årige kvinde samt de to mænd på 49 og 56.

Tadaaki Hashida tog stoffer på daglig basis, og i retten erkendte man, at dette havde påvirket ham mentalt, så han simpelthen endte ud i en psykose, da han uden videre gik amok. Man mente dog, at Tadaaki gik videre til at dræbe sine naboer, fordi de længe havde været utilfredse med ham grundet hans misbrug og utilregnelige adfærd. Men i retten blev det også slået fast, at Tadaaki ikke var ved sine fulde fem, da han begik firedobbelt drab, hvilket ellers kunne have udløst en dødsstraf, så præcis som det var tilfældet med Gunji Kawamata, så slap han i stedet med en livstidsdom.

Total Page Visits: 323 - Today Page Visits: 2