Mieko Ito

Mieko Ito

Mieko Ito boede i byen Furano på Hokkaido, hvor hun arbejdede som hostess, hvilket er en betegnelse for kvinder, der er ansat til at holde mænd med selskab på barer og natklubber. På den måde fik Mieko etableret flere mandlige bekendtskaber, som hun dyrkede sex med mod betaling uden for arbejdet, så hun kunne leve en stabil tilværelse som enlig kvinde. Men Mieko dyrkede dog ubeskyttet sex, hvilket resulterede i op til flere graviditeter, og fordi det som udgangspunkt er ulovligt at få foretaget abort i Japan, var Mieko nødt til at gennemføre graviditeterne og føde sine børn, der ikke blot havde forskellige fædre - Mieko vidste heller ikke hvilke mænd, der var fædre til hendes børn.

Problemet var bare, at Mieko slet ikke havde børn, for hun formåede nemlig at skjule sine graviditeter og fødsler, så ingen altså var klar over, at hun havde fået børn. Og derfor valgte hun også at slå dem alle ihjel, så hun kunne fortsætte med at leve en bekymringsløs tilværelse, hvor hun ikke skulle være hæmmet af at være en enlig mor, der alene skulle forsørge små børn. Men dette blev ingen klar over før den 21. juli 1986, hvor en af Miekos mandlige bekendte valgte at gå til politiet for at anmelde en mystisk lugt i Miekos hjem, og da politiet mødte op i dette, fandt man frem til intet mindre end 9 mumificerede børnelig, som var blevet gemt i papkasser og anbragt i et opbevaringsrum.

Den 41-årige Mieko Ito tilstod, at alle børnene var hendes, og at hun havde slået dem ihjel ved at kvæle dem til døde, straks efter at de var kommet til verden. Det første barn blev født i 1971, efter at Mieko var flyttet til Furano, hvor hun fortsatte med at blive gravid og føde børn næsten hvert eneste år i ti år, indtil det niende barn og sidste barn kom til verden i 1981. I al den tid var der altså ingen, som bemærkede noget usædvanligt - heller ikke Miekos familie, som hun havde mistet kontakten til, så det var først fem år senere, man kunne afsløre hende som en kvindelig seriemorder, der havde stået bag 9 børns død, fordi hun ikke ville have ødelagt sin tilværelse.

Det var dog antallet af døde børn, der gjorde sagen om Mieko Ito usædvanlig, for selv efter Anden Verdenskrig var det tabu for japanske kvinder at få børn uden for ægteskabet, så flere kvinder valgte simpelthen at undgå dette ved at slå deres børn ihjel efter fødslen og samtidig skjule forbrydelsen. Med ni ofre er Mieko Ito en af de værste kvindelige seriemordere i Japan i nyere tid, men netop fordi at drab på spædbørn var så udbredt, så er det sjældent, at gerningspersonerne omtales eller retsforfølges som seriemordere - slet og ret fordi at børnene aldrig nåede at leve et liv, før det blev taget. Sagen om Mieko Ito blev derfor også dækket i et så begrænset omfang, at der ikke engang findes oplysninger om, hvilket straf hun modtog.

Total Page Visits: 54 - Today Page Visits: 1