I 1854 åbnede Japan atter sine grænser for udlandet efter at have ført en isolationspolitik i mere end 200 år. I de kommende år strømmede købmænd fra nær og fjern derfor til Japan for at sælge og bytte varer, og en af de mange udlændige, som ankom til Japan, var blandt andet englænderen Charles Lennox Richardson, der egentlig havde slået sig ned i Shanghai, hvor han nød godt af Vestens import af kinesiske varer. I 1862 besluttede den 28-årige mand sig så for at trække sig tilbage, så han kunne vende tilbage til England, hvor han ville stifte familie og leve en almindelig tilværelse. Richardson steg på en skib, der gjorde holdt i Yokohama, og det var desværre hér, han ville ende sine dage, idet han aldrig ville få mulighed for at vende tilbage til sit fædreland.
Selvom det var 8 år siden, Japan havde åbnet sine grænser, så var der nemlig intern uro i landet, hvor det ikke var alle, der var lige begejstrede for at have fået genetableret kontakten med omverdenen. Dette var nemlig blevet påtvunget, efter at kommandør Matthew Perry i 1853 havde truet japanerne med sanktioner, hvis grænserne ikke blev åbnet, og det var kun derfor, det daværende Tokugawa-shogunat besluttede sig for at ophæve landets isolationspolitik ved at underskrive en handelsaftale med USA året efter. Det var særligt i det nuværende Kagoshima-præfektur på Kyushu, hvilket dengang var kendt som Satsuma, man var modstandere af Vestens imperialisme og derfor også den stigende indvandring samt påvirkning fra Europa. Og desværre for Charles Lennox Richardson, ville han tilfældigvis støde ind i faderen til daimyoen fra Satsuma under sit midlertidige ophold i Japan.
Efter sin ankomst til Yokohama mødte Richardson en gammel ven ved navn Woodthorpe Charles Clarke samt en anden købmand ved navn William Marshall. Sammen med Marshalls svigerinde, Margaret Watson Borradaile, besluttede de tre mænd den 14. september 1862 at tage på en sightseeingtur til templet Kawasaki Daishi, hvilket blev gjort på hesteryg. Men på vejen dertil passerede de imidlertid igennem landsbyen Namamugi, hvor de kom forbi en eskorte bestående af en gruppe samuraier, der vogtede en bærestol. Og da Richardson på et tidspunkt kom for tæt på denne, valgte den ene af samuraierne uden videre at trække sit sværd og hugge imod manden, så han blev såret og faldt af hesten. Marshall og Clarke forsøgte begge at komme deres ven til undsætning, men også de blev angrebet med sværd, så de var nødt til at stikke af, alt imens Richardson lå såret på jorden. Og de kunne således kun se på, imens englænderen herefter blev tildelt et dræbende hug efter ordre fra personen i bærestolen - for dette var ingen ringere end faderen til Satsuma-regionens daimyo, Shimazu Hisamitsu, der foragtede udlændinge.
Det vides dog ikke med sikkerhed, om det var Richardsons nationalitet, der var medvirkende til, at han blev slået ihjel af Shimazus mænd, men hans status som udlænding spillede unægteligt en rolle, eftersom han og hans venner ikke red ind til siden, da de passerede forbi bærestolen, hvilket ellers var en sædvane i Japan. De japanske rejsende gjorde derfor plads til bærestolen og dens følge, mens Richardson og hans venner ikke lod til at tage sig af den, selvom de blev opfordret til at give plads. Dette var i sig selv respektløst, og da Richardson kom for tæt på bærestolen, brød han altså en kulturel regel, som han muligvis ikke kendte til. Netop derfor vakte hændelsen debat, fordi han som udlænding ikke var bekendt med de japanske skikke, så man i England mente, at det var unødvendigt at slå ham ihjel.
Shimazu Hisamitsu var imidlertid ligeglad med Richardsons uvidenhed, idet han grundet sin status var i sin fulde ret til at straffe folk, der ikke udviste ham respekt, så han nægtede at give en undskyldning og betale erstatning, da en sådan blev krævet fra Englands side. Japan agtede heller ikke at stille Shimazu til ansvar, eftersom hændelsen havde udspillet sig på japansk grund, hvor japanske love var gældende, og således opstod der en diplomatisk konflikt imellem Japan og England, hvilket ville ende med, at Kagoshima blev bombet året efter, hvor Satsuma-regionen valgte at indgå forlig med England ved at oprette en handelsaftale og betale en erstatning på 25.000 pund. England krævede ydermere, at de samuraier, som havde taget del i drabet på Charles Lennox Richardson, skulle retsforfølges, hvilket dog aldrig blev realiseret, idet de blot havde gjort deres pligt.
Richardson blev stedt til hvile på en gravplads for udlændinge i Yokohama, hvor både Marshall og Clarke også blev begravet senere. Hverken de eller Shimazu Hisamitsu har dog kunnet kaste lys over, hvad der egentlig skete på den skæbnesvangre dag, da Richardson kom for tæt på bærestolen. Richardson havde nemlig ry for at være en respektløs type, så han kan sagtens have vanæret Shimazu ved at udvise manglende pli, eller også blev han simpelthen bare et offer for et racistisk angreb, da det trods alt var en af de mest fremmedhadske personer i Japan, han tilfældigvis stødte ind i. Sagen er om ikke andet blevet et eksempel på, hvordan et kulturel sammenstød kan opstå og føre til debat om, hvem der egentlig har skylden, når den slags udvikler sig til en diplomatisk konflikt baseret på forskellige opfattelser af rigtigt og forkert.