Odaka Ryokuchi Park-mordene

Odaka Ryokuchi Park-mordene
Shozen Nomura og Sumyo Suematsu

Odaka Ryokuchi Park-mordene

I slutningen af 1980'erne oplevede man i Japan stigende ungdomskriminalitet, og i 1988 blev landet rystet af en sag fra Nagoya, hvor seks unge var involveret i mordet på et kærestepar, som endte med at blive uskyldige ofre for et tilfældigt overfald. Dette fandt sted natten til den 23. februar, hvor det unge kærestepar - Shozen Nomura på 19 og Sumyo Suematsu på 20 - kørte til en parkeringsplads ved Odaka Ryokuchi Park i det sydlige Nagoya, og hér valgte at parkere bilen, så de kunne få noget alenetid sammen. Bilen holdt parkeret i nogle timer, indtil klokken 4.30, hvor gruppen på 6 unge (4 mænd og 2 kvinder) kom kørende i to biler, som de uden videre besluttede sig for at standse bag kæresteparrets bil, så de på den måde ikke kunne slippe væk.

Bevæbnede med trækøller og metalstænger gik de unge herpå amok ved at smadre bilen, mens det forfærdede par befandt sig i den, og da de forsøgte at køre væk, blev de begge hevet ud fra køretøjet og ligeledes gennemtævet. Formålet var tilsyneladende at få fat i deres penge, men selv efter at have stjålet deres tegnebøger forsatte de unge med at tæske kæresteparret, indtil den Shozen endte med at besvime. Sumiyo fik derefter fjernet tøjet og blev gruppevoldtaget, mens hun blev brændt gentagende gange med cigaretter, og selvom hun ellers bad om nåde, så frygtede de unge, at hun ville gå til politiet, hvis de lod hende leve, og både hende og hendes kæreste blev derfor tvunget ind i den ene af deres biler, hvorefter de blev holdt fanget i et døgn, mens gruppen af unge ventede på, at det igen skulle blive mørkt.

Den kommende nat blev kæresteparret så kørt til en gravplads, hvor Shozen blev kvalt ved at der blev bundet en snor fast om hans hals, mens der blev trukket i denne fra begge sider, indtil han til sidst døde. Hans lig blev efterfølgende lagt i bagagerummet, alt imens den forfærdede Sumiyo blev bragt hjem til den ene af de unge, hvor hun blev holdt fanget i endnu et døgn, før hun også blev kvalt. I omfavnende stilling blev begge lig efterfølgende begravet i en skov i Mie-præfekturet, og de unge troede dermed, at de var sluppet af sted med mord, men hvad de ikke vidste var, at politiet i mellemtiden havde fundet frem til kæresteparrets vandaliserede bil og iværksat en eftersøgning.

Det varede derfor kun få dage, før politiet fik fundet frem til de 6 gerningsmænd, der viste sig at være mellem 17 og 20 år gamle, og kun en af dem var myndig, således at nogle af dem derfor ikke kunne blive dømt som voksne, hvilket satte gang i debat grundet forbrydelsens karakter. Der blev også sat øget fokus på problemet med ungdomsbander, og sagen førte til, at man begyndte at tage udbredelsen af disse seriøst, da mange unge japanere i 1980'erne droppede ud fra skolen for i stedet at gruppere sig og lave ballade. Det hensynsløse mord på det uskyldige kærestepar blev gjort til et eksempel på, hvad der kunne ske, hvis man ikke begyndte at gøre noget ved problemet med ungdomsbander, og politiet begyndte derfor i højere grad at tage dem seriøst og holde et vågent øje med dem.

Det var netop ved at undersøge ungdomsmiljøet i Nagoya, at politiet formåede at opklare mordet på kæresteparret, for da de forsøgte at køre væk fra parkeringspladsen ved Odaka Ryokuchi Park, ramte deres bil mod den ene af de unges, hvorved denne påtog sig skader - heriblandt ridser i lakken, der senere kunne kædes sammen med kæresteparrets bil. Da ejeren af bilen var blevet identificeret, blev de fem andre unge efterfølgende anholdt for deres medvirken i sagen, og de tilstod hurtigt at stå bag forbrydelsen, ligesom de tilmed fortalte, hvor ligene var blevet begravet. Der var således ikke tvivl om skyldspørgsmålet, for på grund af deres alder gik de unge ikke ud fra, at de ville modtage strenge straffe. Alligevel blev den ene af dem - en 19-årig mand, der blev udpeget som den hovedskyldige - idømt dødsstraf, mens en 17-årig blev idømt livsvarigt fængsel. De andre medskyldige modtog fængselsdomme på mellem 5 og 13 år. Denne sag blev derfor et eksempel på, hvordan unge i Japan ikke er hævet over loven og kan dømmes som voksne, hvis de begår forbrydelser af særlig brutal karakter. Alligevel resulterede dommene i langstrakte appelsager netop på grund af gerningsmændenes unge alder, og det førte til, at den 19-åriges dødsdom i 1996 blev omstødt og ændret til livsvarigt fængsel.

Total Page Visits: 299 - Today Page Visits: 1