Japans første gennemførte bankrøveri i åbeningstiden fandt sted ved omkring klokken 16 den 6. oktober 1932, da tre maskerede og bevæbnede mænd stormede ind i en bank i Omori-distriktet i Tokyo, der i dag er en del af Ota-distriktet. Hér blev der affyret skud mod gulvet, hvorefter de ansatte blev beordret til at stille sig på række, mens kasserne blev tømt for i alt 31.700 yen. De tre røvere forlod herefter banken via bagdøren og slap af sted i en flugtbil, der stod klar udenfor, men selvom selve bankrøveriet dermed havde været en succes, så blev det imidlertid hurtigt opklaret, eftersom det lokale politi kom på sporet af gerningsmændene via anholdelsen af en våbensmugler, der kunne fortælle, at han havde solgt skydevåben og kugler til en mand ved navn Saito.
Da politiet fik opsporet denne Saito, viste det sig, at han ganske vist var i besiddelse af pengesedler fra røveriet, men det blev også afsløret, at han var medlem af Japans Kommunistiske Parti, og at bankrøveriet kunne sættes i direkte forbindelse til dette, da han herfra havde fået besked om at købe våbnene. Japans Kommunistiske Parti var nemlig et ulovligt parti, hvis aktiviteter foregik i al hemmelighed, så det var af den grund præget af økonomiske problemer, og selvom man i starten forsøgte at skaffe kapital på ærlig vis, så indså man med tiden nødvendigheden i at tage alternative metoder i brug. Dette førte til, at et af de højerestående medlemmer, ved navn Zenichi Imaizumi planlagde et bankrøveri, hvilket den 35-årige Yusho Otsuka besluttede sig for at udføre. Efter et par mislykkede røveriforsøg i andre banker blev banken i Omori med tiden udpeget som mål, og Otsuka selv var blandt de tre bankrøvere, der ligeledes inkluderede Yoshiharu Nishidai og Keiichi Nakamura, og i flugtbilen befandt sig desuden to kvinder, der skulle fungere som dække, hvis politiet kom på sporet af køretøjet under flugten.
Hvad disse personer ikke vidste var, at der faktisk var en spion i Japans Kommunistiske Parti, som videregav oplysninger til politiet, så man på den måde fik kendskab til alle detaljer. Så få dage efter bankrøveriet lykkedes det dermed for politiet at opklare sagen, og selvom det viste sig, at ingen i toppen af Japans Kommunistiske Parti lod til at kende til bankrøveriet, så blev i alt 15 personer anholdt for at have planlagt eller taget del i dette. Derfor valgte myndighederne at benytte sig af situationen til at fremstille kommunisterne som en autonom trussel mod sikkerheden i samfundet, hvorved modstanden mod det kommunistiske parti steg.
De involverede parter i sagen blev idømt fængselsstraffe, hvoraf Zenichi Imaizumi blev givet den hårdeste straf på 13 års fængsel, og man gik herefter målrettet efter at optrævle partiet ved at anholde de prominente medlemmer, således at Japans Kommunistiske Parti endte med at blive opløst i 1935. Partiet genopstod dog senere som et lovligt parti efter Anden Verdenskrig og er i dag repræsenteret i det japanske parlament.