

Den 20-årige Shoichi Shibasaki levede en almindelig tilværelse i Tokyo, hvor han imidlertid drømte om et bedre liv, som han desværre ikke havde råd til. I 1989 begyndte den unge man derfor at planlægge et bankrøveri, men for at kunne begå et sådant var han først nødt til at komme i besiddelse af et våben. Af den grund udså han sig et politikontor i Nerima-distriktet, hvor han havde i sinde at stjæle en pistol, da han natten til den 16. maj parkerede sin bil ude foran bygningen og gav sig til at overvåge denne, så han kunne invadere politikontoret, når der kun var en enkelt betjent til stede.
Der var dog to politibetjente på vagt i skikkelse af den 35-årige Toshiaki Kobayashi og 30-årige Tatsuo Yamazaki, så Shoichi måtte vente på, at den ene af disse forlod bygningen, hvilket skete omkring klokken 3, da Tatsuo gik ud for at trække en motorcykel væk fra gaden. I det øjeblik så Shoichi sit snit til at slå til, idet han fulgte efter betjenten ind i en sidegade, hvor han uden videre blev overfaldet og stukket ned med en jagtkniv, mens Shoichi forsøgte at frarøve ham hans tjenestepistol. Tatsuo kæmpede dog imod, og da hans kollega blev opmærksom på tumulten udenfor, valgte han at gå ud for at se, hvad der foregik.
Da Toshiaki fik øje på Shoichi og forsøgte at stoppe ham, blev han ligeledes stukket ned af den unge mand, der i stedet prøvede at stjæle hans tjenestepistol. Begge betjentene klamrede sig dog til deres våben, så det ikke var muligt for Shoichi at få fat i dem, så han endte med at stikke af fra stedet uden en pistol, mens Toshiaki forgæves forsøgte at standse ham ved at affyre tre skud. Han havde herefter kræfter nok til at kravle tilbage til politikontoret, hvor han nåede at indberette hændelsen, før han forblødte til døde, og det samme gjorde Tatsuo ude på gaden, så to politibetjente dermed var blevet slået ihjel.
Der blev derfor også indledt en storstilet menneskejagt, hvilket resulterede i, at man måneden efter fik opsporet og anholdt Shoichi Shibasaki, der i første omgang nægtede at stå bag dobbeltdrabet på de to betjente, før han med tiden valgte at tilstå, at han så sandelig var gerningsmanden. Han blev efterfølgende dømt til døden, men imens han sad på dødsgangen, blev hans psykiske tilstand forværret, og det blev konkluderet, at han rent faktisk led af skizofreni.