I efteråret 1987 efterlod en enlig mor sine fire mindreårige børn alene i sin lejlighed i Sugamo-bydelen i Toshima-distriktet i Tokyo, efter hun havde fundet sammen med en mand, som hun i den anledning valgte at flytte sammen med uden sine børn. De fire børn var en dreng født i 1973 og tre piger født i henholdsvis 1981, 1985 og 1986, og de havde tilsyneladende forskellige fædre i skikkelse af mænd, som deres mor kortvarigt havde fundet sammen med, hvorefter forholdet til dem alle var gået i opløsning. Ingen af børnene var registreret, hvilket vil sige at systemet ikke havde kendskab til deres eksistens. De gik altså hverken i skole eller blev sendt til lægen.
Den unavngivne kvinde ønskede at starte et forhold med endnu en mand, men så i den forbindelse sine børn som en byrde, der ville umuliggøre hendes egen lykke, og derfor valgte hun altså at forlade dem med 50.000 yen at leve for. Børnene boede herefter alene og klarede sig på egen hånd i de næste 9 måneder, før politiet blev kaldt ud på adressen grundet manglende betaling af husleje den 17. juli 1988. Inden da havde udlejeren flere gange været forbi og banke på, uden at der blev åbnet op, selvom børnene opholdt sig i lejligheden det meste af tiden, hvor deres kost bestod af billig mad såsom kopnudler, som den ældste dreng sørgede for at købe, da det som regel kun var ham, der gik udenfor.
Da man fik tiltvunget sig adgang til lejligheden, fandt man de underernærede børn i uhumske forhold, men på dette tidspunkt var det kun de tre ældste børn på 14, 7 og 3, der befandt sig i den, indtil politiet dog gennemsøgte den og fandt liget af et fjerde barn. Dette barn viste sig dog at være et drengespædbarn: et helt femte barn, som moderen havde født som nummer tre, og som var død kort tid efter fødslen i 1984, hvorefter hun valgte at opbevare liget i lejligheden. Da kvinden ikke var at finde nogen steder, erkendte man, at det var den 14-årige søn, der stod for at tage sig af sine søstre, og sagen kom derfor frem i medierne, hvor den skabte stor opmærksomhed, hvilket fik moderen til at melde sig selv den 23. juli. Hermed fik man også kendskab til, at der manglede et barn - den yngste pige på to år, og efter grundige afhøringer af de tre andre børn blev omstændighederne omkring hendes forsvinden til sidst bragt frem i lyset.
I april havde sønnen nemlig haft besøg af to venner, og fordi den lille pige ikke ville holde op med at græde, så havde den ene af disse trampet på hende og hoppet ned på hende fra et skab, hvorved hun var blevet dræbt. Den anden ven samt sønnen transporterede herefter liget til en skov, hvor de begravede det. Og efter denne forfærdelige afsløring blev de to venner identificeret og sendt på en opdragelsesanstalt som straf, mens sønnen blev overdraget til de sociale myndigheder sammen med sine yngre søskende. Moderen blev kendt skyldig i omsorgssvigt og endte med at afsone tre år i fængslet, inden hun blev løsladt og efterfølgende formåede at genvinde forældremyndigheden over sine to døtre.
Sagen blev i 2004 filmatiseret i Dare mo shiranai (Nobody knows), som er en noget mildere version end den virkelige hændelse, der er blevet et af de mest omtalte eksempler på ekstrem omsorgssvigt. Den var samtidig med til at sætte fokus på systemets rolle, når forældre ikke magter ansvaret for deres børn, som dermed bliver ofre, fordi myndighederne ikke har kontrol over dem og griber ind, når det er nødvendigt. Men dette har ikke forhindret andre sager om omsorgssvigt i at finde sted i Japan, hvor der har været flere grufulde sager om forældre, der har ikke har kunnet magte at tage vare på de børn, de selv har sat i verden.