Børnemordene i Fujisato

Suzuka Hatakeyama og hendes hjemmelavede efterlysning

33-årige Suzuka Hatakeyama boede i 2006 med sin 9-årige datter, Akaya, i byen Fujisato i Akita-præfekturet, da den lille pige blev meldt savnet den 9. april. Ifølge hendes mor var Ayaka taget ud for at lege, da hun ikke kom hjem, så om aftenen valgte kvinden at efterlyse sin datter, der dagen efter blev fundet død i en flod cirka 10 kilometer fra hendes hjem. En obduktion af liget tydede umiddelbart ikke på, at der var tale om en forbrydelse, så Ayakas død blev anset for at være en drukneulykke. Men dette troede Suzuka imidlertid ikke på, idet hun af en eller anden grund var overbevist om, at hendes datter var blevet slået ihjel.

I den næste måneds tid forsøgte Suzuka derfor at overbevise folk om, at der var en morder løs i området, hvilket var en påstand, hun tilsyneladende havde ret i. For den 17. maj forsvandt en af Ayakas legekammerater - den 7-årige Goken Yoneyama - ligeledes fra Fujisato, og da også hans lig blev fundet ved en flod, tydede det altså på, at der så sandelig var en barnemorder, som huserede i byen. Goken var nemlig blevet kvalt, hvorefter han var blevet anbragt ved siden af en flod, hvorimod Ayaka havde vand i sine lunger, hvilket indikerede, at hun altså var druknet. De to dødsfald lignede altså ikke hinanden, men at to børn var omkommet med en måneds mellemrum i den samme by vakte alligevel mistanke - ikke blot fordi at Goken var Ayakas legekammerat. De to børn var endda også naboer.

Det varede derfor ikke længe, før man i lokalområdet begyndte at mistænke Suzuka Hatakeyama for at stå bag drengens død, fordi hun i ugevis havde forsøgt at overbevise folk om, at hendes datter var blevet slået ihjel, hvilket var en påstand, der kun blev forstærket ved, at et andet barn var blevet dræbt, hvilket i modsætning til Ayaka kunne bevises. I medierne blev den sørgende mor derfor udstillet som en barnemorder, da journalister og fotografer i hobetal valfartede til Fujisato for at dække sagen, og inden længe besluttede politiet sig så for at undersøge denne nærmere ved at indlede en efterforskning af Suzuka.

Da politiet fandt blodspor i Suzukas hjem, viste det sig, at dette stammede fra Goken, og hun blev derfor anholdt og sigtet for at stå bag hans død, hvilket hun endte med at tilstå under en afhøring. Ifølge hende regnede hun nemlig med, at Ayakas død ville blive undersøgt nærmere, hvis et andet barn blev fundet dræbt, men noget tid senere erkendte Suzuka dog, at det også var hende, der havde slået Ayaka ihjel, og at der så sandelig var tale om en forbrydelse, som hun endda selv stod bag. Hun var enlig mor til den lille pige, som hun aldrig havde elsket, så da de den 9. april var i gang med at krydse en bro, så kvinden sit snit til at slippe af med sit barn, da Ayaka blev skubbet ud over broen, mens hun lænede sig ud over denne for at se på fiskene i floden nedenunder, hvor hun altså endte med at drukne, så hendes død dermed lignede en ulykke.

Suzuka Hatakeyama kunne således være sluppet afsted med mord, men hun ville af en eller anden grund have sagen efterforsket som et drab, og på den måde endte Suzuka med at lede politiet på sporet af hende, efter hun slog Goken ihjel. Det vides ikke med sikkerhed, hvorfor kvinden var fast besluttet på at få sin datters død udpeget som en drabssag, men det var næppe, fordi hun ønskede at blive anholdt. Efter alt dømme skyldtes det derimod, at hun kunne få udbetalt erstatning af staten, hvis hendes datter blev registreret som et drabsoffer, Suzuka havde nemlig ikke tegnet en livforsikring på pigen, så hun fik intet ud af, at hun døde i en ulykke. Men der var imidlertid ingen, som troede på hendes påstand om, at Ayaka var blevet dræbt, så da hun den 17. maj fik øje på Goken, besluttede hun sig for at lokke ham ind i sit hus og slå ham ihjel, mens hun sørgede for at efterlade hans lig intakt, så der denne gang ikke kunne være tvivl om dødsårsagen.

Suzuka Hatakeyama trak senere sin tilståelse tilbage og nægtede herfra at have stået bag Ayakas død, men hun erkendte forsat at have slået Goken ihjel. Hendes udsagn stemte ikke desto mindre overens med hændelsesforløbet og beviserne, så Suzuka blev kendt skyldig i begge drab, hvilket resulterede i en dom på livsvarigt fængsel. Men allerede inden hun blev dømt og sågar anholdt, var hun altså blevet udråbt som barnemorder, og Suzuka Hatakeyama er derfor også blandt de mest fotograferede drabsmænd i Japan, hvor hun blev ansigtet på en dårlig mor.

Total Page Visits: 519 - Today Page Visits: 1